Birmingham manilla af Okpoho-type (60x58 mm).
Såkaldt primitivt betalingsmiddel fra Vestafrika med
hovedudbredelsesområde i Nigeria og omkringliggende områder, dvs. Guldkysten,
Togo, Dahomey, Elfenbenskysten og Cameroun. En manilla var en kobber eller
messingarmring i forskellige udformninger, indført af portugiserne antagelig i 1400-tallet.
Forbilleder har måske været de såkaldte »urmanillas«, der var meget
eftertragtede og højt vurderede. Om ordets oprindelse er der tre antagelser;
1: Portugisisk diminutivform for det latinske ord
manus=hånd: Manilha.
2: Sammensætning af det portugisiske ord »mao«= hånd og
»anel« eller »anilho«=ring.
3: Omformning af det latinske ord monile (flertal: monilia)
= halsbånd, portugisisk: manellio.
Ordet Manilla brugtes kun af europæerne. Anvendtes det af en
afrikaner, var det kun i forbindelse med europæiske handlende. Forskellige
stammer og områder havde hver deres navne for de diverse manillatyper, og ikke
de samme typer blev foretrukket overalt. Portugiserne lod allerede i 1500-tallet
fremstille manillas efter bestemte forbilleder af firmaer i andre europæiske
lande.
Portugiserne blev efterhånden trængt ud af hollændere og
englændere og deres interesse for guld, elfenben og slaver. Englænderne måtte
derefter fremstille pengemanillas selv for at kunne handle. Allerede i løbet af
1700-tallet eller måske lidt før var manillaen blevet reduceret og til dels
standardiseret, og dermed var et vigtigt skridt taget mod den industrielle
massefremstilling, som vi bl.a. kender gennem den såkaldte Birmingham-manilla.
De første engelske manilla, vi kender, er eksporteret til Vestafrika i 1764 af
firmaet King fra Bristol. Efter slavehandelens ophævelse fra 1807 mindskedes
interessen for manillas. 1902 forsøgte Nigeria at forbyde import af manillas,
og 1911 blev de forbudt som lovligt betalingsmiddel. Endelig i 1919 blev det
forbudt udenlandske handelsfolk at bruge manillas i handelen med lokale folk.
Disse påbud fik dog ikke ubetinget succes, idet befolkningen
stadig anvendte dem. I 1948 besluttedes det at indløse de mange manillas og
overgå til brugen af mønter og pengesedler. Denne indløsning kostede styret ca.
436.000 engelske pund, og de ca. 33,5 millioner manillas, der indkom, sendtes
til metalhandlere i Europa. Der blev i loven givet mulighed for, at hver
husstand kunne beholde 200 manillas til ceremonielt brug. I. april 1949 var
sidste dag for deres gyldighed. Foruden de egentlige pengemanillas, var også en
mængde smykkemanillas i omløb, samt store stykker til formål som brudepris,
statussymbol etc. Til denne gruppe hører konge- og dronningmanilla samt
slangemanilla.
Lit: Sven-Olof Johanssan: Primitiva betalingsmedel (i)
Nigeria. s.9-29; Der Primitivgeldsammler 1986 hefte 2 (18) 5.39-59.
..