Almuemalerne anvendte jordfarver

Almuemalerne benyttede sig først og fremmest af jordfarver, der er meget modstandsdygtige. Jordfarverne fås fra 11 jordarter som forekommer i naturen. De males med vand i en kværn og slemmes op i rindende vand i fire-fem kar placerede ved siden af hinanden i forskellige højder på en bakke. Den opslæmmede farve rinder fra kar til kar, de grove partikler synker til bunds og kun de aller fineste følger med til sidste kar. Jordfarverne sælges brændte eller ubrændte.

Møbelmalernes farvepigmenter fremstilledes dels af forskellige jordarter, som okkerfarver og umbraer, dels af udvindinger af metaller, som cinnober og pariserblåt.

Okkerfarverne er de vigtigste gule jordfarver. De gule okkere får deres farve fra jernoxidhydrat, og de rødlige indeholder desuden jernoxid.
Terre di Sienna består af jernoxidhydrat. Brændt Terre di Sienna er brun, orange eller rød og anvendes kun til lasurer.
Mønje er en jernoxidfarve som fremstilles ved glødning og pulverisering af jernmalm. Giver god rustbeskyttelse.
Engelsk rød er en jernoxidfarve, som opstår som biprodukt ved tilvirkning af bl.a. svovlsyre.
Grønjord skifter farve fra snavset grønt til grågrønt. Dækker dårligt.
Umbra findes både grøn og brun. Brun umbra kan igen veksle fra rødbrun til grønlig brun og er den vigtigste af de brune farvepigmenter.
Van Dyck-brun skiller sig fra de øvrige jordfarver ved at være udvundet af brunkul og altså uorganisk. Van Dyck-brun i sodaopløsning giver bejdse, men den er ikke god som oliefarve, da den ikke tørrer.

De tidlige møbelmaleres farver var stærkt begrænsede. Men i 1800-tallet blev farveudvalget større, da man i større udstrækning fik tilgang til købefarver. Mod slutningen af 1700-tallet blev f. eks. en blå bundfarve almindelig, fordi man fik tilgang til en relativ billig blå: pariserblå eller berlinerblå. Og omkring 1850 blev det almindeligt at blande zinkhvidt i bundfarven for at gøre den lysere.
Frem til 1850'erne malede almuemalerne i øvrigt direkte på træet uden kridering eller grundmaling.
Almuemalerne benyttede enkle redskaber. Foran en gammel malerkasse står en såkaldt "løber", som man malede farvepigmenterne med, pensler lavede af fjer, dekorationsstempler af træ og muslingeskaller til at blande små mængder farve i.