Gulv - Udskiftning af en enkelt sten eller flise
Det sker at en sten knækker eller går løs. Udgør den en fare, bør den snarest muligt repareres, men er der kun tale om et æstetisk problem, kan reparationen give andre problemer, idet det ofte er svært at skaffe materialer magen til de eksisterende, alene på grund af den manglende patina. I våde rum bør revnede og løse fliser omgående repareres, så vandskader undgås. Fliselaget danner et vandtæt lag, og trænger vandet først gennem dette, kan det bevæge sig ned i de underliggende lag og først vise sig langt senere, og helt andre steder.
Sluk eventuel gulvvarme før arbejdet. Den gamle sten fjernes med en klaphammer og en spidsmejsel. Start på midten, og fjern stumperne efterhånden som de løsnes. Benyt beskyttelsesbriller og arbejdshandsker mod de små skarpe splinter fra den hårde sten. Når stenen er væk, fjernes fuger.ne forsigtigt omkring hullet med en lille fladmejsel, så de omkringliggende sten ikke løsnes.
Den nye sten lægges i hullet for at sikre at den passer såvel i format som i tykkelse. Stenen skal ligge under gulvets niveau, så der bliver plads til klæber eller mørtel. Gør den ikke det, må der afhugges det nødvendige af underlaget. Afhugningen sker fra kanterne ind mod midten. Hullet børstes, eller støvsuges, og vaskes i vand, såalt støv fjernes.
Stenen kan lægges i mørtel eller i en speciel fliseklæber, hvor forbehandling, hærdning m.v. er angivet på emballagen. Benyttes mørtel, blandes denne ofte enten som en hydraulisk kalkmørtel, blandet med fintsigtet bakkegrus 1:3, eller som en hård cementmørtel. Dette sidste er det mest normale til f.eks. klinkegulve. Ved blødere stenarter benyttes blødere mørteler, se "Mørteler".
Såvel hul som sten fugtes uden at være glinsende af vand, hvorefter der udlægges netop så meget mørtel, at stenen kan presses ned så overfladen flugter helt præcist med gulvets overflade, og uden at der dannes hulrum under stenen. Er mørtelmængden ikke afpasset korrekt, tages stenen op og al mørtel kastes tilbage i spanden der gennemrøres. Herefter begyndes forfra med den rigtige mørtelmængde, og stenen lægges. Stenen må ikke røres før bindemidlet er hærdet. Benyttes mørtel, lægges en våd sæk over, så mørtelen hærder langsomt.
Fugning
Fugningen kan foretages med specielle fugemørteler eller i samme mørtel som benyttet ved nedlægningen. Det kan være nødvendigt at eksperimentere med tilsætning af farvestoffer som f.eks. kønrøg. Spild ikke fugemørtel omkring fugen, det er svært at få af igen. Læg mørtel på et tyndt stykke masonit, der holdes mod fugekanten, så mørtelen forsigtigt kan skrabes direkte ned i fugen.
I våde rum kan fugen først fyldes 1/3-2/3 med en egnet fugemasse inden fugning med fugemørtel. Herved sikres god tæthed af fugen.
Brugernes vurdering
5,0
(
5
stemmer)
Siden er blevet set 1.994 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Samling
Der er allerede en bruger med det brugernavn.