Naturstenhuse - en bevaringsværdig byggeskik

Når man tænker på bygninger i natursten, er det vel ofte kirkerne, borgene og andre store offentlige byggerier, vi ser for os. Men der er andre bygninger, kampestensbygningerne på landet, som sætter præg på landskabet, og som på en måde forekommer fremmede i forhold til de traditionelle danske huse i bindingsværk og murværk.
Vi ser disse anderledes bygninger i landskabet som "kniplingsværk" med hvide fuger, eller hvide med en levende og "grov" overflade.
Det er typisk bøndergårdenes udlænger, som vi hovedsagelig møder i Østjylland, Vendsyssel, Hindsholm, Sydsjælland, Vestsjælland, på Sydlolland og på Bornholm.
De bygninger, som er opført i kampesten fra markerne, er markante, men der hører også andre bygninger til gruppen af naturstenshuse, nemlig huse bygget af kridtsten, sandsten eller myremalm. Disse er i mange tilfælde kalkede og knapt så iøjefaldende, men set tæt på har de en speciel karakter, som afspejler lokale forhold og giver deres egn et særpræg.
De huse, som vi fortæller om, er de enkle og anonyme huse, hovedsagelig på landet. Men også i byerne findes de - og det fra en langt senere periode, end da vore kirker og borge blev opført i middelalderen. Det er bygninger fra 1800- og 1900-tallet, fra en periode, hvor man var ved at forlade bindingsværksbyggeriet frem for byggeri i mursten. Men mursten var dyre, og så kunne man udnytte naturens egne resurser fra marken, undergrunden eller stranden. Det krævede ganske vist hårdt arbejde, men på landet var arbejdskraften billig, og byggede man selv, var den gratis. Der kom allerede i midten af 1700-tallet opfordringer og ideer frem, der kunne tilskynde bønderne til at bygge i "grundmur", som man dengang forstod som brug af natursten, men det vandt kun gehør ved herregårdene og offentligt byggeri. Bønderne fortsatte, som de var vant til.

På Stevns ses mange huse opmurede af skårne kridtsten fra klinten. Trods tykke lag hvid kalk anes ofte stenenes størrelse, som er væsentlig større end mursten.

Byggeri med kampesten kom først rigtigt i gang i 1880'erne og frem til begyndelsen af vort århundrede. På Bornholm havde man brugt sandsten allerede fra sidste halvdel af 1700-tallet, men også her kom kampestenslængerne først i slutningen af 1800-tallet. På Stevns havde man kendt og brugt kridtstenene meget tidligt, men hos bønderne vandt kridtstensbyggeriet først rigtig frem fra midten af 1800-tallet.

Der er tilsvarende samtidig tradition med byggeri i kampesten i flere lande omkring østersøen, i Sydsverige, i de baltiske lande, i det nordlige Polen og i Nordtyskland. Man har vel nok lært af hinanden på tværs af østersøen, men der har uden tvivl været de samme . tanker om at udnytte markens sten til byggeri.
Noget tyder på, at vi til kampestensbyggeriet fik ekspertise og inspiration, antagelig fra indvandrere eller "indkaldte" fra de gamle danske områder i Sydsverige, Skåne, Halland og Blekinge, hvor man havde en mere udbredt tradition og erfaring for byggeri i marksten.

Fordelingen af bygninger i natursten afspejler selvfølgelig de lokale stenforekomster. I Jylland kan man f.eks. aflæse den gamle istidsrand midt op gennem Jylland og vestpå lige syd for Limfjorden. øst for denne rand er der rigeligt lagt sten fra den is, der kom fra nordøst og medbragte sten af meget forskellig art.
På Bornholm, hvor der findes flere forskellige endda let forarbejdelige sten typer, og på Stevns, hvor den "bløde" kridtsten findes, skulle man tro, at det gennem tiden har været udbredt at bygge i natursten, men der er faktisk et langt "slip" fra middelalderen og frem til 1800-tallet. Danskerne har bygget deres almindelige huse i bindingsværk og mursten, og selvom der har været rigeligt med granit, sandsten og kridt, har det ikke været anvendt i mere udbredt grad; vel dels fordi man var meget traditionsbundne, men også fordi byggeri i natursten var ret tungt. Det krævede ofte også dyrt værktøj til blandt andet kløvning. Og de danske bønder og håndværkere var ikke vant til at arbejde i sten.

At betragte kampestensfacader kan være rene "geologiske ekskursioner" med et smukt og levende farvespil.
Rent funktionelt er naturstenshuse heller ikke så "fleksible" som bindingsværk, som er et foranderligt elementbyggeri, der næppe er overgået af senere tiders modul og elementbyggeri. Desuden vidste man godt, at murstenshuse og bygningerne i natursten var kolde og fugtige.
Materialet: marksten af granit, sandstensbrokker eller tilskårne kridtsten - giver hvert sit særpræg og et facadebillede, som også kunne varieres ved forarbejdning, fugning og overfladebehandling. Ofte blev hjørner, kanter omkring porte, døre og vinduer, samt afslutninger som gesimser og gavlkanter udført i mursten, som kunne give bygningerne deres helt egen karakter og markere såvel håndværkskunnen som bygherrens formåen.

Ganske vist synes naturstenshusene solide og modstandsdygtige overfor vejrlig, men de svage punkter er fugerne - og i mange tilfælde også stabiliteten i murværket.
De er som nævnt heller ikke ret fleksible og funktionelle i et udviklingsforløb indenfor landbruget, hvor man måske vil ændre på vindues- og døråbninger og ikke mindst - skaffe sig varmere stalde. Naturstensvægge er nemlig kolde, hvilket ofte fremhæves i samtidige omtaler af vægge i "kløvet sten".

Netop derfor er naturstensbygningerne i fare, og det kan være både kostbart og vanskeligt at stabilisere, hvis man ændrer i væggene, eller hvis murværket skrider.
Det møjsommelige arbejde med vedligeholdelse og optrækning af fugerne kan også være en krævende opgave i vor tids effektive landbrug og byggebranche. Heldigvis giver mange sig tid til at pynte de smukke huse med hvide fuger.

Ydermur af myremalm med flot optrukne hvide fuger og muret indramning omkring vindue kan ses på lade på landejendom ved Ikast.
Mange naturstensmure er tykke, og hvis man vil supplere med en indvendig isolering, kan det betyde en væsentlig reduktion af arealet. Desuden er en isolering ofte vanskelig at løse rent byggeteknisk.

Det er først og fremmest denne vort formål at gøre opmærksom på de egnspræg, som naturstensbygninger er med til at skabe, selvom de kun har været "byggeskik" i et halvt til trekvart århundrede. De udgør en væsentlig del af den danske bygningskultur og bør bevares og plejes på grund af det gode og slidsomme arbejde, de repræsenterer.
Og hensigten med bevaring af egnsbyggeskik er, at man skal kunne erkende, hvor i landet man befinder sig og opfatte et nuanceret billede af vor bygningskultur præget af lokale resurser.

Historisk overblik
De danske bønder byggede i mange århundreder i bindingsværk med ler klining, senere med murede tavl med brændte mursten og grundmurede bygninger med mursten. At bygge grundmurede bygninger i natursten, som man enten kunne samle eller bryde i naturen, har vel også været kendt, men det tog først rigtig fart i perioden fra midten af 1800-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet.
Foretagsomme bygmestre fremkom dog allerede i midten af 1700tallet med forslag til grundmurede bygninger af de sten, som fandtes på forskellige lokaliteter.

En spændende kilde til 1700-tallets tanker og anvisninger på byggeri, finder man i tidsskriftet "Danmarks og Norges Økonomiske Magazin" fra 1757-64, hvor der blev fremført mange forslag og debatindlæg om økonomi og landboforhold.
Her citeres i uddrag en tekst fra hæfte No XXIII: "Forslag paa Materialierne og Maaden at bygge Grundmurede Bønder-Gårde". Forslaget henvender sig både til danske og norske bønder, idet Norge den gang var en del af det danske rige.

Indledningsvis hyldes de danske og norske bønder som gode husflidsfolk.

"...Og dernest hvad deres Huuse angaar, saa har de hidindtil ogsaa selv forfærdiget samme, uden at forskrive fremmede Haandværks-Folk, til at hjelpe sig i at bygge deres Boeliger. Da nu enhver Landmand af Ungdom oplærer af sig selv at bygge sine Huse, saa var det, efter min Mening, let at underrette dem om, hvorledes de i fremtiden kunde lære at bygge deres Huse stærke af Grundmur, paa det at saa vel de som deres Efterkommere, kunde have godt deraf..."

I artiklen angives en nøjere anvisning med instruktive tegninger påbygning af en hel gård af "tysk byggemåde", og fra teksten hedder det videre:
"... Min Hensigt gaaer derhen, at ethvert Landsbye-Huus skulle bygges af den Sort Steene, som Landet frembringer; thi i en Provins findes der Kampe-Steene, i en anden Kalk-Steene og Marmor-Steene, endnu i en anden de saa kaldte Kriid-Steene og Flinte-Steene, samt Sand-Stene, saa vel som og Fet-Steene eller Telle-Stene, saa og Pibe- og Kleber-Steene, som de i Norge kaldes. Af alle disse Sorter Steene kand denne Art Land-Bygninger, med god Nytte tilforladelig bygges,... "

Det nævnes desværre ikke, hvor i landet de forskellige slags sten findes, bortset fra de specielle norske, men kampesten findes i Danmark overalt i naturen. Kalk- og marmorstene kan være kalk- eller ortoceratitsten, f.eks. fra Faxe og Bornholm, eller "frådsten" (kildekalk) som findes flere steder. Kridt- og flintesten findes på Stevns, og endelig må sandstenene være de bornholmske forekomster.

Det var den kongelige bygningsinspektør, stenhuggermester Jacob Fortling, som fremkom med forslaget, og især var han ihærdig med at finde sten til datidens kongelige byggerier. Heriblandt Frederikstadens kirke, hvortil Kong Frederik den 5. netop i 1754 åbnede Frederiks Sandstensbrud ved Nexø på Bornholm. Fortling byggede uden tvivl sin artikel på erfaringer fra blandt andet opførelsen af en stor bygning til dette stenbruds inspektør, smedemester og stenhuggermester,
"Stenbrudsgården" på Bornholm, bygget 1757.

I artiklen skrives der om opmuringen, og det er blandt andet interessant, at vi her får en anvisning på fremstilling af en kalkmørtel 1:3, samt hvordan der opmures i skifte gange på en alen ( ca. 60 cm), og hvordan det er vigtigt, at der skabes forbandt. Bemærk også, at vinduer og døre indmures, og ikke isættes i murhuller; det betyder, at vinduer og døre bærer overliggende murværk. Fugningen og verfladebehandling omtales også, både som en egentlig fugning, men også med en
"afbørstning". En erfaring med placering af stenene i forhold til lagdelingen anvises.

"....At jeg nu skal skride til Opmuringen, saa bliver samme (naar Fundamentet, som førhen er sagt, er lagt med Grund-Steene) opjævnet med smaae Steene efter Vatter-Passet; og hvor man kand have Kalk, der maaesligt giøres med Kalk. Til en Tønde Kalk, kand bruges 3 Tønder Sand, dog saa at intet Vand bliver slagen på Kalken, imedens man rører Kalken om, naar sandet røres deri, men den reene Kalk maae for sig selv være saa tynd oprørt, at den kand tage imod de 3 Tønder Sand, ... at det ikke skal giøres nødig at slaae Vand derpå, medens man rører Sandet deri, hvilket har sin store Nytte i at binde Kalket.
Lige det samme maae og skee og iagttages ved Leeret; men det maa være sær feed Leer, om det skal kunde taale een Tønde Sand.......
Naar nu de Store eller Hoved-Steenene staaer,..., saa bliver samme, ligesom i Fundamentet er skeet, opjævnet med smaa Steene, og opmuret lige efter Snoren indtil 1 Alen højt, hvormed man farer fort over den heele Bygning, efter Hoved-Grundrisset; naar altsaa det ganske Anlag er færdig 1 Alen høj, saa begynder man igien der, hvor man først begyndte at opmure, og continuerer igien 1 Alen højt; dog at man, saa vidt mueligt iagttager, naar et nyt Lag foretages, at de Hoved-Steene, som legges oven paa, bliver lagte ret midt over de underste Hoved-Steenes Sammenføjelse, saaledes at den eene Rad tiener den anden til Baand og Befæstelse i Muuren, og at enhver stor Steen for sig selv bliver vel underhugget og underslaget med Kiler, førend man passer de store Steene sammen med de smaa; Man maa og altid iagttage, at den bedste Side af Steenene bliver tagen til dens Lag eller underste Lags Sammenføjelse. Naar man da er kommen 2 Alen højt over horisonten på den gandske Bygning, saa bliver VindueKarmene indsatte i Stuven, og saa igien muret 1 Alen højt over den heele Bygning......"

"...Hernæst er at erindre, at dersom Kalket i nogen Provins skulde falde for dyre,... saasom en Bygning da, om det skulle være, kunde opmuures med Leer, men saa maae man iagttage, at naar Bygningen er opmuuret, Leeret da udkradses af de yderste Fuger eller sammenføjelser, og igien udspekkes med præpareret Kalk, som forhen er sagt, og opfyldes med smaae Steene; og, i fald Landmanden da vil have det smukt, kand det afpudtses med en Kalk-Børste, endskiønt det gierne udvendig kunde passere,naar kuns Sammenføjelserne bleve opputsede med Kalk, og paa det bedste opfyldt med smaa Steene, da det saaledes ogsaa kand staae bestandig for Vind og Vejr.
Alle slags Steene maae saaledes legges i Muren, som de have lagt i Bierget hvis de deraf ere tagne, saa de kommer til igien at ligge paa samme Side, som de fra Begyndelsen af har lagt, saa udfordres der ikke nogen Reparation... "

Artiklen giver også beskrivelse af rumindretning, bageovnsindretning, tømmerarbejder, tagarbejde m.v. , og den afsluttes med en anmærkning, som giver et interessant samtidigt syn på den danske landbyggeskik.:

"...Dette forslag,... viser.. hvorledes det synes gandske vel giørligt, at bygge bestandige faste og magelige Bønder Gaarde af Grundmuuer, foruden større, ja paa nogle Stæder maaske med langt mindre Bekostning, end den som nu anvendes paa de smaa gandske ubestandige og til idelig Reparation trængende, derhos aabne, usikre, usunde og i alle henseender usle Leerhytter, paa hvilke de fleste danske Bønder, særdeles de Sjællandske, aarligen maa flikke og klikke, og deri finde et meget slet Herberg, for dem selv og deres Kreaturer. Med saadanne nuværende Bønder-huuse, maa man vel behielpe sig, hvor de ved maadelig Reparation kunde holdes nogenledes i Stand, det forstaar sig selv. Men sætter man det Fald,...at i den Egn findes Forraad nok af Kampeller anden Steen, ligesom mange af vore Marker og Overdrifter dermed desværre er overstrøede, Agerdyrkningen til stor Hinder og Skade. Eller og, om jeg sætter, at Strandbredden som altid har Steen nok, er ikke langt fra liggende, saasom paa vore mange Øer og Halv-Øer, see da falder den Sandhed straks i øjnene, at man lige saa let kunde have murede, som kliinte Huuse.....Denne Bygningsmaade er allerede begyndt paa nogle Steder her i Siælland, og man har Aarsag at formode, den vil snart blive bedre bekiendt, og med Fordel efterfulgt."

Den sidste formodning i citatet, om at byggemåden med natursten ville vinde frem, viste sig at være lige vel optimistisk. De danske bønder forsatte med deres traditionelle lerklinede bindingsværkshuse, og når der senere skulle bygges mere bestandige og brandsikre huse, blev det fortrinsvis i mursten. Anvisningen kom næppe bredt ud til bønderne, men på både herregårde og til offentlige bygninger blev den foreslåede byggernåde anvendt.

Det er først i de sidste to årtier af forrige århundrede, at der i flere egne af Danmark opføres relativt mange kampestenslænger. Dog gav det i 1754 åbnede Frederiks Sandstensbrud på Bornholm så meget anvendeligt affaldsmateriale, at der i Nexø og området deromkring blev opført mange huse af sandstens-"brokker" gennem 1800-tallet. Men også på Bornholm dukkede de særprægede kampestenslænger først op i slutningen af 1800-tallet.

Selv på Stevns, hvor der forekommer letforarbejdelig kridtsten, blev denne ikke i udbredt grad benyttet af bønderne til byggeri før i sidste halvdel af 1800-tallet. Kridtstenen havde dog været udnyttet længere tilbage i tiden, men da fortrinsvis "eksporteret" til købstæderne, f.eks. Køge og København.

Den pludseligt udbredte brug af kampesten i 1800-tallet må uden tvivl hænge sammen med rydninger af marker og stengærder i en periode, hvor landbrugsorganisationerne opfordrede til mere intensivt landbrug og grundforbedring. I samtidige anvisninger på byggeri af landbrugsbygninger omtales kampestensbygninger som en billig byggemåde, hvor man har let tilgang til sten, og det havde man blandt andet i stengærderne og ved rydning af sten på markerne. Men flere steder gøres der opmærksom på, at det er kolde bygninger, som "sveder" med kondens, og at de traditionelle bindingsværkshuse var bedre, rent klimamæssigt.

Der synes at have været svensk arbejdskraft og inspiration, blandt andet fra Halland og Blekinge , til byggeri med kampesten i Danmark. Men på Bornholm er det en jyde, som står for meget af byggeriet, måske med hjælp af de sydsvenske indvandrede, som kunne tænkes at have erfaring med byggeri i sten. Blandt andet var mange stenhuggere og landarbejdere på Bornholm indvandret fra Skåne og Blekinge til Bornholm i 1800tallet. I Jylland var der indkaldt "stenmestre" fra Halland. Det skal også bemærkes, at bygninger i kampesten i samme periode var udbredt i 0stersøområdet.

Marksten og strandsten var en billig resurse, som blot krævede slid og slæb, og for kløvningen en vis teknik og erfaring med at se "årene" i stenen. Også som udfyldningsmateriale i bindingsværk har naturstenene været anvendt, men kun i mere simpelt og fattigt byggeri. På Bornholm har man endda brugt hele store stenheller, sandstensplader, i en tykkelse på 5-10 cm, som i et eller ganske få stykker fyldte hele tavlfelter ud i den nederste, udsatte tavlrække. I Hanherred i Thy har man brugt kridtsten, og i det midtjyske område har man i perioden ca. 1850-1910 brugt myremalm til både stuehuse og udlænger i lignende byggeteknik som med kampesten.

Som det blev omtalt i den tidligere citerede artikel fra "Danmarks og Norges Økonomiske Magazin", blev stenene i denne periode sat i kalkmørtel, men lige så ofte i ler, der var langt billigere, og da anvendte man i fugerne kun kalkmørtel eller cement. Fra årtierne omkring århundredeskiftet kunne det være såvel hydraulisk kalk som egentlig cement.
Den optrækning af fugerne med hvidt, som mange af kampestensfacaderne har, kan ligeså vel være en beskyttelse af fugematerialet som et egentlig dekorativt element på facaden.
Kampestenslænger
Bygninger opført med kampesten findes stort set alle steder i landet, hvor man har haft kampesten; dvs. at man i marskegnene og på hedesletterne ikke finder sådanne bygninger. De blev opført hovedsagelig i perioden 1880-1910, og man har ikke noget entydigt svar på, hvorfor der i denne periode opføres mange længer i kampesten. Der forgik i sidste halvdel af forrige århundrede en debat om landbrugsbyggeri, hvor materialeøkonomien spillede en stor rolle, og dette kan være en årsag til, at mange bønder valgte denne byggeform. Stenene kunne de hente på marken og i stengærderne, og arbejdskraften var billig.

I andre lande omkring østersøen
Lignende bygninger var i samme periode, og måske også lidt tidligere meget almindelige i Sydsverige, hvor der også var rig forekomst af kamp. Mange af bygningerne i Skåne har et finere og mere "kultiveret" udseende, hvor der er gjort mere ud af fugerne.
I det tidligere prøjsiske område i Polen ses mange landbrugsbygninger opført omkring 1900, fortrinsvis på herregårdene, som er bygget i kampesten kombineret med dekorativt murværk i røde brændte mursten.
Længere øst og nord på ses lignende byggeskik fra samme periode i de baltiske lande, hvor den prøjsiske byggeskik har været fremherskende hos "balttyskerne". Man udnyttede ofte sammenhængen mellem de store sten og ganske små sten til udfyldning af mellemrummene, hvilket gav murene en smuk og levende karakter.

I bygninger i Skåne er ufyldningen med små sorte sten mellem de større sten, samt de markante fuger meget kreativt udført.
Tæt ved stenbrud i omegnen af Hoor midt i Skåne, hvor der blev fremstillet møllesten, ses kasserede møllesten blandet i murværket, som fremstår meget særpræget. Mange huse på samme egn havde lignende murværk.

Murværk af sten fra marken, hvor en overvejende del er brugt uden flækning og tilhugning ses bl.a. i Østjylland.

Kampesten
Materialer og byggeteknik
Kampesten er de større eller mindre sten, som vi finder "løse" i jordoverfladen eller i moræneleraflejringerne. De er kommet med isen fra Skandinavien og kaldes derfor også glacialsten, vandreblokke eller erratiske blokke, og de er et udpluk af forskellige stenarter, fortrinsvis granit.

1800-tallets anvisninger
I en samtidig "Vejledning i Bygningskunst" af arkitekt Herholdt fra 1877 bliver byggeri med kampesten beskrevet, både hvad angår selve byggeteknikken, til hvilke bygninger den anvendes, og der gøres også opmærksom på nogle ulemper ved bygninger med kampestensmure. Herfra citeres udpluk af afsnit 2: "Mure af kløvede sten":

"...Anvendelsen af Kampesten er meget almindelig på Landet, naar der i Nærheden af Byggestedet findes Marksten eller Søsten i tilstrækkelig Mængde.........Stenene kløves og afrettes saaledes, at de kunne anbringes i Muren med en kløvet Flade udtil, med en nogenlunde jevn Under flade til at ligge på, og helst tillige med en nogenlunde jevn Flade opad. De ikke kløvede flader bør renses for Jord, for at Kalken kan binde til dem. Stenene maa lægges saaledes, at de inde i Muren saa meget som muligt gribe ind i hverandre fra begge Sider, og saaledes at de danne nogenlunde regelmæssige Lag eller Skifter. Naar de større Sten ere lagte, udfyldes Mellemrummene med mindre Sten eller Skjærver, som man altid har nok af i affaldet fra Hugningen, og paa denne Maade udlignes hvert Lags Overflade, inden et nyt Lag lægges. Til Bindemiddel bruges næsten altid almindelig Murkalk. Til buer over Vindues- og Døraabninger og til Gesimser benyttes sædvanligvis Mursten.
Saadanne Kampestensmure ere paa Grund af det mindre gode Forband ikke saa stærke som Murstensmure, og man maa derfor gjøre dem noget tykkere. Under 18" (" = tommer=2,5 cm.) gjøres de ikke og kunne heller ikke vel udføres tyndere; nogenlunde høje Mure bør ikke være under 1 Alen (ca.60 cm.) tykke. Til bygninger i flere etager egner denne Art Murværk sig ikke; men til Økonomibygninger paa Landet o.Lign. er den meget anvendelig, ser godt ud, og naar man har Stenene ved Haanden, er de billigere end Murværk af Mursten. Kun have disse Mure den mangel, at de "svede", d. e. de lede Varmen saa godt, at varm og fugtig luft udskiller Vandet paa dem, hvilket kan være til nogen Ulempe, f eks. i Lader, hvor den udskilte Fugtighed trækker ind i den Sæd, som er i berøring med Murene. Til Boliger kunne Kampestensmure ikke anbefales, med mindre de indvendig beklædes med Paneler eller deslige."

Lignende beskrivelse, næsten som en afskrift af Herholdts tekst, findes også i "Landbrugets Ordbog" fra 1877-1883.

De egne, hvor der især findes kampestenslænger er Østjylland, Vendsyssel, Hindsholm, Sydsjælland, Vestsjælland, på Sydlolland og på Bornholm.
Der kan skelnes mellem tre forskellige former for kampestensmurværk, som ikke er egnsbestemt, men mere afhænger af bygningens standard og bygherrens muligheder.

Rå sten, hvor stenenes naturlige lidt knudrede og buede flade er karakteristisk for murværket, som desuden kan have ret store mørtelfuger og flader mellem stenene.

Kløvet kamp, hvor stenene er kløvede og måske lettere tilrettet. Her er murfladen mere plan, og der fuges ofte med markerede fuger. Murværk af kløvede sten, hvor murfladen bliver mere jævn, er ofte også mere stabil, hvis der er hugget flader på stenene.

Kvaderhugne sten, hvor det er sten lagt i skiftegang og enkelt forbandt. Her fremstår murværket som en pæn regulær murflade med lige linier og ensartede fuger.

Murværk af kvaderhugne marksten. Muren er opmuret i egentlige skifter, og murfladen bliver jævn og regulær som de jyske middelalderkirker, og muren er stærk ogstabil.

Kvaderhugne sten kan også anvendes som beklædning på sokler eller hele murflader, men dette forekommer fortrinsvis på byhuse og f. eks. Herregårde.

Kløvning
Hvis man var rutineret og havde god viden om sten og deres "linier" kunne man flække stenene ved at slå med en stor hammer. Slag på stenen kunne give vibrationer, som samlede støvet i linier, der fortalte, hvor stenen med fordel kunne kløves.
Stenene kunne også flækkes ved at hugge flere kilehuller eller spor eller bore huller, og herefter flække stenen med kiler, som regel af jern. Man kan gå lidt på opdagelse i en kampestensvæg og se, om der er kile- eller borespor, hvor halvdelen af hullet viser sig på den ene kant. Kanterne kunne bagefter tilrettes, og derved forsvandt ofte kilehullerne. Man finder af og til i en facade "parsten" som to ens stenflader, der kan "lægges sammen" som to halvdele af den samme sten.

Opsætning - opmuring og fugning
Ved opmuringen af rå sten og kløvet kamp er der snarere tale om stabling end muring. Ved stablingen blev der indlagt mindre kiler for at stabilisere, idet hverken kalkmørtel eller lermørtel kunne "bære" stenene; mørtlen var mere en udfyldning og tætning end egentlig bindemiddel.

Mure af rå og kløvet kamp blev gerne opbygget som "kassemure", dvs. at der mellem den indvendige og udvendige murflade blev udfyldt med stenbrokker og ler eller kalkmørtel i murkernen. Dog sørgede man gerne for et vist forbandt mellem den udvendige og indvendige murflade. Den udvendige facade skulle stå pæn og regulær, medens bagmuren gerne blev afkostet eller pudset - eventuelt med lermørtel.

De udvendige fuger blev fuget med en kalkmørtel eller cementmørtel. Større mørtelflader mellem de store sten blev ofte udfyldt med mindre sten, dels for at spare mørtel, men også for at undgå revnedanneiser, samt for at undgå en hurtigere afbinding af mørtlen. I sjældnere tilfælde kunne disse små sten blive et udnyttet dekorativt element i murfladen. Tilpasning af stenene giver murfladerne en særlig karakter, som man skal være opmærksom på ved reparationer eller ændringer. Kigger man nøjere hen langs en murflugt af enten rå eller kløvet kamp, kan man ofte ane en form for skiftegang af to til tre sten i hvert skifte.

Granitten er hård. Hvor der skal stå dør- og vinduesfalse kræver det meget arbejde og godt hærdet værktøj at hugge kanter. Afslutninger i tilhugne natursten vidner derfor om godt og erfarent håndværk med hammer og mejsel. Det kunne være en ekstra omkostning til en stenhugger, og måske derfor blev der ofte afsluttet med mursten, som blev hugget til mod de ujævne kampesten, og som en krans dannede vindueshullerne, hvor der som regel var isat støbejernsvinduer. Også gesimser og gavlkanter blev ofte udført i mursten. Bygninger af kvaderhugne sten hører gerne til de mere fornemme, f.eks. i tilknytning til herregårde, men det ses dog også påen lang række bøndergårde.