Logo

Gem dit regnvand under jorden

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Hvert år sender himlen 500 liter rimeligt rent regnvand ned på hver kvadratmeter hustag ... sådan i gennemsnit. Langt hovedparten ledes via tagrender og nedløbsrør ud i kloaksystemet, hvor de dyrebare dråber blandes med toiletskyl, industrispildevand og andet godt. Og den heftige cocktail blandes godt og grundigt, inden den når rensningsanlægget, hvor vi ofrer formuer på at rense den.
Det rene drikkevand, der bliver belagt med højere og højere afgifter, bruger vi til gengæld til at vande stauder, græs og grøntsager med, selvom alle havens, og stuens for den sags skyld, vækster ville trives bedre med nogle kander af det blødere regnvand, der indeholder flere vigtige mineraler.
Det er mildt sagt ingen fornuftig måde at behandle en naturressource på.
Derfor er det sund fornuft at samle regnvand, vande haven med det og lade det, planterne ikke optager, sive langsomt ned i grundvandet, hvor det ifølge det naturlige kredsløb hører hjemme. Vil du slippe for synet af en plastictønde, så placer den, hvor den hører hjemme: To meter under jorden!

Ingen alger eller råd
I forretninger og byggemarkeder kan man købe blå, grønne eller sorte regnvandstønder af plastic - ofte med en volumen på omkring 250-300 liter. Men de hører ikke til havens kønneste indslag.
Firmaet AL-KO har fremstillet en sort beholder med plads til 1300 liter regnvand. Beholderens ubetingede fordel er, at den er bygget til at blive gravet ned. Det giver flere fordele - først og fremmest at vandet ikke rådner, og at du helt slipper for problemer med alger.
Da beholderen skal graves så langt ned, at hele cisternen er i frostfri dybde, behøver du heller ikke tømme den, inden frosten sætter ind.

Hul på 12 kubikmeter
Det er ikke noget helt lille hul, du skal grave for at få plads til en beholder på 1300 liter. Selve cisternen er 190 centimeter lang, 113 centimeter bred og en meter høj. Men du skal have plads til at gå rundt om beholderen, mens du arbejder nede i hullet, og boksen skal som nævnt ned i frostfri dybde - og stå på et tykt lag sand. Hullet skal derfor være rundt regnet tre meter langt, to meter bredt og to meter dybt. Og vil du udvide med en ekstra beholder, som forbindes med hovedbeholderen ved hjælp af en slange, skal hullet naturligvis være tilsvarende større. Omkring beholderen fyldes op med sand, som vandes, så det falder på plads. Over beholderen kan jord erstatte sand.

Lej en gravemaskine
Har du mulighed for det, vil det være ulige nemmere at hyre en lille gravemaskine til at fjerne de cirka 12 kubikmeter jord. Så kan den slutte arbejdet med at fylde de første 15 centimeter sand i, som cisternen skal stå på.
Men udfører du arbejdet selv - eller med et par venners hjælp - kan du spare mellem 1500 og 2000 kroner.
Inden beholderen er klar til at blive sænket ned i hullet, skal den samles den er delt i to, uanset om du får den leveret eller selv henter den i en stationcar eller varevogn.

Samlet udgift: 8000 kroner
Vandbeholderen kan købes i byggemarkeder og koster cirka 3000 kroner. Dertil kommer et filter med det nødvendige udstyr. Pris cirka 1100 kroner.
Du behøver ikke bruge pumpen fra AL-KO, men vælger du den, er prisen cirka 2875 kroner med den nødvendige skakttilslutning.
Skal beholderen ligge fx i en indkørsel med tung trafik, er det nødvendigt at stive den »sorte boks« af. Et afstivningssæt koster 585 kroner. Desuden skal du regne med 1000-1500 kroner til sand eller grus. Alt i alt en udgift på mindst 8000 kroner, hvis du udfører alt gravearbejdet selv. Vil du leje gravemaskine, skal du regne med yderligere 1500-2000 kroner.
Beholderen produceres af tyske ALKO og forhandles herhjemme af firmaet Ginge, som anviser nærmeste forhandler på telefon 98 82 10 00.

Med trykpumpe
Her er beholderen udstyret med en trykdykpumpe. Ledningen til pumpen samt slangen er fastgjort til til/øbsrøret med øskner og kan let trækkes op gennem dækselåbningen. Når pumpen ikke benyttes, er det eneste, der stikker op af jorden, et 20 centimeter stort plasticdæksel.
På nedløbsrøret sættes et rørstykke med vand-udviser (et stykke rør med en udklappelig tud). Derfra løber vandet gennem et skjult filter eller gennem en filterkasse med perlesten og en filtermåtte og ned i beholderen. Filteret forhindrer, at der kommer for meget snavs ned i beholderen. Overløbsrøret sikrer, at overskydende vand ledes tilbage til nedløbsrøret og ned i kloakken.

1. Skræl først græstørvene af med en skarp spade. Vil du slippe for at grave det store hul, cirka 12 kubikmeter jord skal væk, med håndkraft, må du leje en lille gravemaskine.

2. Toppen af studserne til indløbs- og oppumpningsrøret saves af med en almindelig fukssvans. De små grater på kanterne fjernes med sandpapir eller en fil.

3. Pas rørene til og luk beholderens åbninger med plasticposer. På den måde sikrer
du, at der ikke kan komme jord og snavs ned i beholderen, mens arbejdet står på.

4. Læg den klæbende tætningsstrimmel ned i falsen på beholderens underdel. Tryk strimlen let fast hele vejen rundt med en finger og fjern derefter dækpapiret.

5. Ved alle samlinger på tætningsstrimlerne er det nødvendigt med en overlapning på cirka 7 centimeter. Desuden skal pilene på de to beholderdele ligge over hinanden.

6. De to cisterne-halvdele sættes sammen med mere end 60 bolte og møtrikker. For at sikre en ensartet sammenskruning er det en fordel at bruge en momentnøgle.

7. Hullets bund dækkes med et lag på mindst 15 centimeter sand eller grus. Laget rettes af med lægte eller retteskinne samt vaterpas. Og så er du klar til at sænke beholderen ned.

8. Hvis hullets bund er vandret, bør beholderen også stå vandret. Kontroller med vaterpas. Små skævheder rettes op ved at fylde mere sand under beholderen.

9. Fyld op med sand, indtil du når midten af beholderens højde. Hæld vand på. Er hullet blevet lidt for stort, kan du skærme af med brædder og erstatte sand med jord.

10. Fyld beholderen halvt med vand, inden du fylder mere sand på - så undgår du, at beholderen flytter sig, når du dækker resten af beholderen med sand, Husk at vande. Her ligger beholderen under græsplænen - uden tung trafik. Derfor er afstivning unødvendig.

11. Saml oppumpningsrøret og skær det til, så det når helt op til jordoverfladen, Under samlingen letter det montagen, hvis du smører den del af røret, der skal ind i gummipakningen, med lidt fedt.

12. I den anden ende af beholderen monteres et rørstykke med to studser. Overløbsrøret, som leder overskydende vand tilbage til kloaksystemet, ligger nederst og har et let fald hen mod kloakken.

13. Øverst lægges indløbsrøret, hvorpå filtertanken monteres. I nedløbsrøret på muren sættes et rørstykke med vandudviser, som leder vandet hen til filtertanken.

14. Trykpumpen kan sænkes ned i beholderen gennem oppumpningsrøret. Da slange og el-kabel er sikret i røret med øskner, kan de let trækkes ud.

Sæt en håndpumpe på
Findes der ikke en stikkontakt i nærheden, kan du genskabe den gamle bondegårdsromantik og erstatte den elektriske pumpe med en gammeldags gårdpumpe - også kaldet håndpumpe eller stempelpumpe. Men den er svær at få fat på! I Danmark produceres den gamle håndpumpe ikke mere. Byggemarkedskæden Silvan har en lille model, der produceres i Korea, men den er mere til pynt end gavn. Derfor er det nemmest at lede efter et brugt eksemplar, fx på et loppemarked eller hos en skrothandler.
I Tyskland og Sverige er håndpumpen stadig lagervare. Blandt andet har Lundagross i Sverige (telefon 0046-46150445) en model, der er godt en meter høj, og som kan hæve vandet fra op til 7 meters dybde. Den kan købes for ca. 5000 kroner.
Stempelpumpen tilsluttes vandcisternens rørsystem og monteres på en plade eller et betondæksel.
Det nødvendige filter er placeret i nedløbsrøret, og såvel tilløb som afløb består af tynde slanger, men du kan naturligvis bruge samme af og tilløb.
Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (6 stemmer)
Siden er blevet set 4.758 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad synes du om de nye skruelåg der skal sidde fast?
Effektiv reklame - klik her