Ædelsten

mineraler, der på grund af deres skønhed i farve, gennemskinnelighed eller lysbrydning og store hårdhed anvendes som smykkesten. Nogle æ. forekommer i forskellige farvevarieteter. Ved slibning kan lysbrydning, farve og glans forstærkes. Af størst værdi er diamant, beryl og forskellige varianter af korund som safir og rubin. Andre æ.: smaragd, topas, spinel og akvamarin. Ædelstenes hårdhed (efter deres tilbøjelighed til at blive ridset) måles efter en skala, som er opkaldt efter dens opfinder, den tyske mineralog F. Mohs (1779-1839). Skalaen går fra 1-10, og diamanten har højeste hårdhed med 1o. Tidligere kaldte man æ. med hårdhed under 8 for halv-æ. Dertil hørte bl.a. bjergkrystal, røgtopas, agat, opal, turkis, ametyst, granat, tigerøje, turmalin, zirkon. En dublet består af en ægte overdel limet på en glasunderdel, en triplet af ægte over- og underdel med glas imellem.