Illustration: 1. grundplan af mastaba, 2. grundplan og prospekt af Khafras dødstempel og flodtempel, 3. snit af Khufus pyramide, 4. spejl og økse, 5. relief, 6. dragter, 7. smykker.
ægyptisk kunst, praktisk talt kun herskerklassens rige
gravkunst bevaret: pyramider, mastabaer, søjletempler, med addition af mange
rum forbundet ved søjlegårde, med udvendigt glatte facader; buen og hvælvingen
ukendt derfor tætte søjlestillinger; stor skulptur med kompakte
monumentalformer og frontalitet, stående figurer med venstre ben frem,
småskulptur med mere frigjort naturalisme; udpræget flademaleri med f.eks. de
enkelte legemsdele drejet ind i fladen, ansigt i profil men øjet forfra. Ægyptisk
kunst er grundlæggende for udviklingen i europæisk kunst. Thinitisk tid omkring
÷3000, Gamle rige ÷2770 - ÷2263, Mellemste rige ÷2600 -÷1680, Ny rige ÷1580 - ÷1085,
Alexandrinsk tid ÷332 - ÷30, Romersk ÷30-395.
I den frugtbare Nildal, som strækker sig fra 1. katarakt i syd til Middelhavet
i nord, afgrænset til siderne af ørken, opstod i 5. årtusind f. Kr. en kultur, som
først skulle gå til grunde med. Alexander den Stores erobring i 332 f. Kr. Selv efter dette tidspunkt blev byer som Alexandrla strålende centrer for den jødiske og oldkristne filosofi, og for græsk-romersk og byzantinsk kultur. Udviklingen kan inddeles i seks store hovedafsnit:
1) ca. 5000-2800: forhistorisk og arkaisk tid (1. og 2. dynasti).
2) ca. 2800-2400: Det Gamle Rige (3.-10. dynasti).
3) ca. 2400-ca. 1600: Det Mellemste Rige (11.-14. dynasti; omkr. 1700 erobres landet af Hyksosfolket, der danner 15. og 16. dynasti).
4) ca. 16OO-ca. 1080: Det Nye Rige (17.-20. dynasti, blomstringsperiode; 18. dynasti er den såkaldte Amarnaperiode, hvor bl.a. Amenophis IV (Akhenaton) regerer).
5) ca. 108O-ca. 525: Nedgangsperiode (21.-26. dynasti; landet er præget af indre splittelse og indlemmes en overgang i det assyriske "verdensrige").
6) ca. 525-ca. 332: Den saitisk - persiske periode (27.-30. dynasti).
I de følgende tre perioder: den hellenistiske eller ptolemæiske (332-30 f. Kr.), den romerske (30 f. Kr.-395 e. Kr.) og den byzantinske (395-632 e. Kr.), blev Ægypten med hovedstaden Alexandrla et kalejdoskop, som spejlede Middelhavsområdets vekslende kulturer, samtidig med at træk fra den faraonisk - ægyptiske kunst var medvirkende til skabelsen af nye traditioner.
Arkitektur: Med undtagelse af enkelte grave (mastabaer) er praktisk talt alle konstruktioner af træ og lersten fra forhistorisk og arkaisk tid forsvundet. De blev erstattet, i begyndelsen af 3. årtusind, af de vidtstrakte stenkomplekser omkring den første trinpyramide i Sakkarah, konstrueret af arkitekten Imhotep for kong Djoser. Denne pyramide, opbygget i seks afsatser, blev udgangspunktet for talrige bygninger af samme art. Omkring 2800 nåede konstruktionen sit højdepunkt med den største af pyramiderne i Gizeh, bestemt for kong Cheops, og betragtet i oldtiden som et af verdens syv underværker. Det er med Det Nye Riges pragtelskende faraoner Thutmosis I, Thutmosls III, Amenophis III, Amenophis IV (Akhenaton) og især Seti I og Ramses II, at den overdådige arkitektur i Luxor og Karnak, i Kongernes Dal, blev skabt. Gravene og templerne er nu ikke mere pyramider, men ofte udstrakte underjordiske konstruktioner, dybt indhugget i klipperne (se Abu Simbel). Arkitekturen i denne periode er karakteriseret af:
1) arrangementet af forskellige bygningselementer i forbindelse med templerne;
2) anvendelsen af søjler, og deres dekoration.
1) Templerne: facaden udgøres af to enorme stenmassiver (pyloner), mellem hvilke den centrale port åbner sig ind imod en stor, rektangulær gård med søjlegange langs siderne. Herfra når man gennem flere store sale - bl.a. en søjlehal (af hvilke den største er søjlehallen i Amontemplet i Karnak, med sine 134 søjler) - frem til den inderste helligdom med gudens statue. Belysningen, opnået ved en forhøjelse og overbygning af de to midterste søjlerækker, svinder langsomt. når man nærmer sig den inderste helligdom, hvilket forstærker den mystiske virkning. Foran pylonerne hæver sig to obelisker ved siderne af en hellig alle flankeret af sphinxer. Alleen fører op til porten mellem pylonerne.
2) Søjlerne: en af den ægyptiske arkitekturs største fortjenester er anvendelsen af stensøjler, der senere bliver et af hovedprincipperne i den græske kunst. Man skelner imellem forskellige typer af ægyptiske søjler. Ældst er den protedoriske, kaldt således af Champolllon på grund af dens lighed med den arkaisk græske søjle. Den protodoriske søjle, der kan føres tilbage til Mellemste Rige, efterfølges af den hathoriske søjle, dekoreret med bas-relieffer og hieroglyffer og med en kapitæl dannet af fire masker forestillende guden Hathor. Sidst kommer forskellige søjletyper, ornamenteret med planter fra den ægyptiske flora: palmer, lotus, papyri og klokkepapyri, og i ptolemæisk tid søjler med sammensatte motiver. Disse blev sidenhen overtaget af romerne, som ikke alene byggede videre på de eksisterende templer i Luxor og Karnak, men også rejste nye bygninger i gammel stil, især i Denderah, Edfu og Philæ.
Skulpturen: er af samme høje kvalitet som arkitekturen, af hvilken den ofte udgør en integrerende del.
1) Bas-relieffer: allerede på de ældste ægyptiske relieffer hersker den regel, at hovedet er gengivet i profil, øjet og skuldrene en face, hofterne er halvt vendt mod beskueren og benene ses i profil. De ægyptiske billedhuggere anvender to forskellige teknikker for relieffer anbragt henholdsvis uden på bygninger og indendørs. Udenfor, i det skarpe sollys, er reliefferne stærkt fremhævede med dybt udhuggede skyggefulde konturer og baggrunde. Indendørs er figurerne på de finere nuancerede relieffer fremhævet ved bemaling, hvis dominerende farver er hvidt, sort, rødokker, gul okker, blåt og grønt. Reliefferne gengiver religiøse scener (ofringer, gravritualer) eller det daglige liv (arbejde, høst, såning, sang og dans, jagt og krig).
2) Statuer: de ægyptiske statuer er undergivet frontalitetsloven: siddende personer hviler begge hænder på knæene, i stående og gående stillinger er fødderne parallelle, eller venstre ben er forrest. Trods disse enkle regler lykkes det den ægyptiske kunstner gennem variation i teknikken og vekslende inspirationskilder (konger og dronninger, guder og gudinder ofte gengivet med dyrekrop og menneskehoved eller omvendt) at undgå en monotoni inden for skulpturen. Allerede i Gamle Rige når billedhuggerkunsten et højdepunkt ved sin fremragende gengivelse af ansigtsudtrykket, f.eks. statuen af Djoser i bemalet kalksten og af Kephren i dlorit (4. dynasti). Undertiden opnår man en endnu mere levende virkning ved indlægning af øjnene med emalje, kvarts eller sølv.
Arbejderne fra Mellemste Rige er mere idealiserede og sødmefulde (statuen af Sennu, 12. dynasti), og Det Gamle Riges magtfulde gengivelse erstattes af en raffineret elegance (dronning Hatehepsut, 18. dynasti). I begyndelsen af Amarnaperioden virker pointeringen af det Individuelle ofte outreret (portrætterne af Akhenaton), men skulpturen genfinder hurtigt sin ligevægt som det ses på de berømte buster af dronning Nefertit!.
I den saitlsk-perslske periode sker en tilbagevenden til realismen, og især gengivelser af dyr er i denne periode fremragende (koen Hathor der beskytter kong Psametik). Efter Alexander den Stores erobring af Ægypten I 332 f. Kr. influeres en ægyptiske kunst stærkere af andre mediterrane kulturer, og det nationale særpræg forsvinder langsomt.
Maleri: Det ægyptiske freskomaleri følger i sin komposition de samme regler som bas-relieffet, og også farver og motiver er ens (f.eks. loftmaleriet i Ramses II's grav).
Kunsthåndværk: Den ægyptiske kultur er fra begyndelsen karakteriseret af smukke stenkar (alabast, basalt, jade og diorit) og af en højtudviklet keramik. De fineste eksempler på kunsthåndværk fandtes i Tut-Ankh-Amons grav i Kongernes Dal: pragtfulde guldarbejder og møbler af ædle træsorter, indlagt med lapis-lazuli, turkiser, elfenben, fajance og kulørt glas.