Ætsbilleder

i sengotikken begynder man at arbejde med ætsede dekorer, de kan forekomme på kalksten af forskellig art - ofte har man således benyttet den strågule finkornede solnhofer kalk skifer. Ligeledes metal har man udstyret med ætsdekorer, og på renæssancens våben og rustninger kan sådanne ornamentale ætsninger ofte iagttages.
Man har ved processen dækket fladen med en ætsgrund, f.eks. voks, og deri har man udskrabet den del af dekoren, som skulle stå fordybet. For at syren skulle blive inden for et begrænset område, er der bygget en vokskant op omkring enten hele dekorationen eller om et passende udsnit - dette kunne være nødvendigt, hvis der arbejdedes med buede flader.
Når syren havde virket en passende tid, blev den hældt fra, stykket skylledes og vokset fjernedes. Den del af stykket, der havde været dækket, fremstod så i basrelief. Man har ætsdekoreret kisteplader med mindeinskriptioner, man har anvendt metoden til frembringelse af andagtstavler af sølv, kobber eller messing; især i renæssance og barok var denne dekorationsform i estime.