Det latinske navn for regnetavle, regnebrædt eller regnebord. Regnebordet eller regnetavlen var forsynet med vandrette streger, der markerede enere, 10ere, 100ere, 1000ere osv., og ind imellem var der plads til 5ere, 50ere, 500ere osv., således at det var nemmere at overskue. Der var også enkelte lodrette streger, således at man kunne have resultatet af en regning på den ene side af en sådan lodret linie. Man kalder dette »regning på linien«, og det foregik på den måde, at man havde nogle regnemønter, som man lagde op på linierne, hvor de repræsenterede tal. Den måde at regne på svarer til vore dages kugleramme, der stadig er anvendt i Rusland og Kina. Systemet stammer fra oldtiden.
Romerne anvendte ikke regnepenge, som først blev indført fra ca. år 1300, men små slebne regnesten - de såkaldte calculi, og det er derfra, vi har begrebet: at kalkulere. De særlige metalstykker, der kaldtes regnepenge, og af hvilke der findes en utrolig bunke forskellige, indtager en særstilling blandt møntsamlerne. De er hverken mønter, medaljer, privatmønter eller poletter - de er kun prægede møntlignende kobber-, messing- eller bronzestykker, som anvendtes som hjælpemiddel ved regning på linien. Disse regnepenge forvirrer ofte nyere samlere, der tror, at det er mønter fra 1500 til 1700-tallet på grund af deres lighed med de motiver, der bl.a. fandtes på ældre tiders mønter.
Lit: L.M. Pullan: The History of the Abacus, London 1968; W Hess: Regning ved at lægge på linier - Regnebrædt og tællebord i middelalder og nyere tid (MN 1978 nr.9 og 10); KL bd.ra sp.586.
..