Ager

Ager bruges i nutidsdansk sædvanligvis i lighed med mark og vang om et afgrænset stykke agerjord, hvor der dyrkes én afgrøde. Selvom ordet oftest betragtes som synonymt med mark og vang er det dog nok kun ordet mark, der også kan bruges om et areal, der anvendes til græsning. Historisk har ordet ager også haft en betydning tydelig forskellig fra mark og vang.

Før udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet havde hver landsby bymarken liggende omkring sig. Denne var oftest inddelt i tre marker eller vange, hvor man skiftede mellem forskellige afgrøder på markerne, når de ikke lå brak. Markerne var hver delt i et antal åse, hvor man tilstræbte en nogenlunde ensartet bonitet inden for hver ås. Hver gård i landsbyen havde en ager i hver ås, hvormed man sikrede en nogenlunde ensartet fordeling af landsbyens gode og dårlige jorder og de forskellige afgrøder mellem hver gård.

En ager var i denne forstand derfor det mellem to agerfurer eller agerrender liggende, rektangulære jordstykke. Markens inddeling i agre forsatte en tid for bearbejdningens skyld, men havde oprindelig også til formål at hjælpe vandafledningen. De blev derfor givet en nogenlunde konstant bredde (sædvanlig 10-15 m). Begyndte pløjningen i agerens midtlinie, og plovfuren således fra begge sider kastedes ind mod midten, højnedes denne noget, hvorved den såkaldte agerryg opstod, mens den tilsvarende fordybning mellem to agre benævnes agerfure eller agerrende.

Oprindeligt en ager altså et stykke dyrket jord, der hørte til én gård, mens en mark var et areal, hvor der blev dyrket én afgrøde eller husdyr græssede, når den lå brak. Med udskiftingen smeltede betydningerne mere eller mindre sammen.

Driftsformens historie

Agrenes fælles drift fandtes i både Tyskland, England og Danmark, side om side med andre egns-karakteristiske driftsformer - blandt andet de jyske enegårde og de slesvigske Waldhufen. I parentes må nævnes storgodsernes drifts-praksis. I løbet af højmiddelalderen udvikles driften af demesne-jorden, og eksempelvis nævner Vinogradoff et tilfælde fra England i det 13. århundrede hvor demesne endnu siges at indgå i agrenes fælles drift - dette med reference til godsoptegnelsen fra Alvingham 'sognegård' (engelsk: priory).

I Danmark beskrives agrenes fælles drift eksempelvis under betegnelsen dyrkningsfællesskab, mens Anette Hoff i sin doktorafhandling fra 1997 benytter betegnelsen det fuldt udviklede vangebrug. I England beskrives agrenes fælles drift under betegnelsen open field system, og mere præcist i Tyskland under betegnelsen Flurzwang. Det er alment kendt at agrenes fælles drift faktisk fandt sted på tværs af landegrænserne.

Formentlig opstod denne drift i begyndelsen af den europæiske højmiddelalder. Ved de danske og tyske landbrugsreformer henholdsvis i begyndelsen af 1800-tallet og midten af 1800-tallet blev der i lovtekst gjort op med agrenes fælles drift, som da havde haft en næsten tusind-årig historie. I England blev der ligeledes ved lov allerede fra 1500-tallet gjort op med agrenes fælles drift.