Ager bruges i nutidsdansk sædvanligvis i lighed
med mark og vang om et afgrænset stykke agerjord, hvor der dyrkes én afgrøde.
Selvom ordet oftest betragtes som synonymt med mark og vang er det dog nok kun
ordet mark, der også kan bruges om et areal, der anvendes til græsning.
Historisk har ordet ager også haft en betydning tydelig forskellig fra mark og
vang.
Før udskiftningen i forbindelse med landboreformerne i
slutningen af 1700-tallet havde hver landsby bymarken liggende omkring sig.
Denne var oftest inddelt i tre marker eller vange, hvor man skiftede mellem
forskellige afgrøder på markerne, når de ikke lå brak. Markerne var hver delt i
et antal åse, hvor man tilstræbte en nogenlunde ensartet bonitet inden for hver
ås. Hver gård i landsbyen havde en ager i hver ås, hvormed man sikrede en
nogenlunde ensartet fordeling af landsbyens gode og dårlige jorder og de
forskellige afgrøder mellem hver gård.
En ager var i denne forstand derfor det mellem to agerfurer
eller agerrender liggende, rektangulære jordstykke. Markens inddeling i agre
forsatte en tid for bearbejdningens skyld, men havde oprindelig også til formål
at hjælpe vandafledningen. De blev derfor givet en nogenlunde konstant bredde
(sædvanlig 10-15 m). Begyndte pløjningen i agerens midtlinie, og plovfuren
således fra begge sider kastedes ind mod midten, højnedes denne noget, hvorved
den såkaldte agerryg opstod, mens den tilsvarende fordybning mellem to agre
benævnes agerfure eller agerrende.
Oprindeligt en ager altså et stykke dyrket jord, der hørte
til én gård, mens en mark var et areal, hvor der blev dyrket én afgrøde eller
husdyr græssede, når den lå brak. Med udskiftingen smeltede betydningerne mere
eller mindre sammen.
Driftsformens historie
Agrenes fælles drift fandtes i både Tyskland, England og
Danmark, side om side med andre egns-karakteristiske driftsformer - blandt
andet de jyske enegårde og de slesvigske Waldhufen. I parentes må nævnes
storgodsernes drifts-praksis. I løbet af højmiddelalderen udvikles driften af demesne-jorden,
og eksempelvis nævner Vinogradoff et tilfælde fra England i det 13. århundrede
hvor demesne endnu siges at indgå i agrenes fælles drift - dette med reference
til godsoptegnelsen fra Alvingham 'sognegård' (engelsk: priory).
I Danmark beskrives agrenes fælles drift eksempelvis under
betegnelsen dyrkningsfællesskab, mens Anette Hoff i sin doktorafhandling fra
1997 benytter betegnelsen det fuldt udviklede vangebrug. I England beskrives
agrenes fælles drift under betegnelsen open field system, og mere præcist i
Tyskland under betegnelsen Flurzwang. Det er alment kendt at agrenes fælles
drift faktisk fandt sted på tværs af landegrænserne.
Formentlig opstod denne drift i begyndelsen af den
europæiske højmiddelalder. Ved de danske og tyske landbrugsreformer henholdsvis
i begyndelsen af 1800-tallet og midten af 1800-tallet blev der i lovtekst gjort
op med agrenes fælles drift, som da havde haft en næsten tusind-årig historie.
I England blev der ligeledes ved lov allerede fra 1500-tallet gjort op med
agrenes fælles drift.
Agerlandets flora og fauna
Det dyrkede agerland er med nødvendighed et artsfattigt
område. Hele plantedyrknings-projektet går ud på at forbeholde vækstfaktorerne
for én art, den dyrkede. Derfor betragtes alle andre arter (med undtagelse af
eventuelt udlæg) som "ukrudt", der bekæmpes med alle midler. Dette
medfører på sin side, at floraen er underkastet en meget hård
sorteringsmekanisme, og det lader kun de allermest hårdføre og livsduelige
arter overleve. Sat på spidsen fremkalder ukrudtsbekæmpelse en vegetation af
levedygtigt ukrudt!
Eksempler på agerens ukrudt
Ager-Tidsel
Almindelig Brandbæger
Almindelig Fuglegræs
Almindelig Kvik
Butbladet Skræppe
Canadisk Bakkestjerne
Grå-Bynke
Gul Okseøje
Vej-Pileurt
Markskel
Almindelig Draphavre
Almindelig Hundegræs
Almindelig Kvik
Almindelig Mælkebøtte
Almindelig Røllike
Grå-Bynke
Hvid Okseøje
Rejnfan
Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info,
reparation, restaurering, mønter, gamle huse,
leksikon,
stilarter, fagudtryk - Alt er samlet
her i antikABC.dk
........................................................................................................................