Almue: Jævne mennesker. Ordet betegnede oprindelig folket, almenheden, men blev
senere brugt om de uprivilegerede, den store hob. Nu kun i sammensætninger
om ældre, landligt-folkelige forhold. Fx almue-møbler og almuekunst (se
folkekunst)
Almue er et fællesnordisk ord, hvis betydningsudvikling har
været ensartet i alle de nordiske sprog. I de allerældste kilder (fx de ældste danske
love) findes ordet ikke; fra ca 1300-tallet bruges det derimod ofte (oldnordisk
almugi, gammelt svensk almoghe, gammelt dansk almughæ} med betydningen
"hele folket", især "rigets fri og myndige mænd", dernæst
bruges det også om landets befolkning i modsætning til kongen eller om borgerne
i modsætning til øvrigheden ("borghemester, raad oc almughe"). Endnu
i middelalderen kan ordet – især i forbindelsen "mene" eller
"meneghæ almughe" – bruges om de lavere, ikke privilegerede klasser i
modsætning til gejstlighed og adel ("biscope oc klerkæ, ridderæ oc swenæ,
oc ganze oc menæ rikesens almughæ", som det hedder ved oprettelsen af Kalmarunionen
i 1397), og endelig får det sin nuværende betydning: "Småfolk, især på
landet" ("Bønder og meenig Almue, Huusmænd, Inderster", Danske
Lov 2-23-1). Denne sidste betydning findes allerede hos Christiern Pedersen,
som 1510 gengiver plebs ved "almuges folk".
Ordet bruges i dag sjældent, medmindre man taler om
historiske forhold.
Almuekultur, det jævne folks levevis, især på landet fx folkekultur,
bondekultur.
I senmiddelalderlig sprogbrug betegner almue befolkningen i
modsætning til øvrigheden; udtrykket den menige almue brugtes dengang om de
lavere klasser i modsætning til adel og gejstlighed. Senere indtrådte også en
modsætning til byernes borgerskab, og det er i denne betydning, ordet almue
siden har været anvendt.
At gøre almuen til et folk
Grundtvig oplevede i sin barndom på landet, at der i
landbobefolkningen – den såkaldte almue – var et potentiale, som måtte frigøres
og bruges i fællesskabets tjeneste. Den samfundsudvikling, der var i gang rundt
om i Europa og i Danmark, hvor befolkningerne krævede større
selvbestemmelsesret, støttede Grundtvig meget, men han mente, at forudsætningen
for at befolkningen i landet kunne komme til at bestemme var, at det blev
oplyst og faktisk blev et folk.
Som Grundtvig så det, var almuen ikke en gruppe af selvstændige
individer, men en masse, der opfattede sig som et kollektiv, hvortil den
enkelte var stærkt bundet og hvorfra den enkelte faktisk ikke kunne løsrive
sig. En sådan masse kunne efter Grundtvigs opfattelse ikke overtage styret af
et land. Forudsætningen for, at disse mennesker kunne blive styrende, måtte
være, mente Grundtvig, at de blev, og opfattede sig selv, som oplyste og
ansvarlige individer. Og netop dette var et vigtigt kendetegn for et folk, at
det bestod af ansvarlige og oplyste personer, som selvvalgt kunne indgå i et
fællesskab. Derfor valgte Grundtvigs som sin livsopgave gennem oplysning, fx i
skolen, at gøre almuen til et folk.
'Blå Almue' servicedele af porcelæn, bestående af: tre
kopper, sukkerskål, ni sidetallerkner, fem middagstallerkner, seks dybe tallerkner
samt cirkulært fad. Værdi ca 800-1000 kr.
Almue-stribet bomuld i røde farver. Den lyse stribe er ca. 1
cm.
Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info,
reparation, restaurering, mønter, gamle huse,
leksikon,
stilarter, fagudtryk - Alt er samlet
her i antikABC.dk
........................................................................................................................