Almuekunst (eller folkekunst eller bondekunst) er egnspræget
kunst og unika fra fortidens bondehjem, typisk fra perioden ca. 1700 til ca.
1850. I modsætning til kunsthåndværket er almuekunsten traditionel og konservativ.
Almuekunst i Norden fik inspiration fra forskellige
stilarter. På Island således af romansk stil, i Skåne delvis af gotisk stil, i Norge
mødtes romansk stil med barokstil og rokoko og i Danmark af renæssancen. I
de forskellige lande viser almuekunsten ved siden af det nationale særpræg som
genspejler landendes historie, forbavsende overensstemmelser der skyldtes
almuekunstens fælles herkomst - byggende på den husflid der udførtes i hjemmet
eller på gården.
Almuekunstneren er kendetegnet ved mangel på faguddannelse
og kunstnerens måske primitive angst for den tomme flade førte til overlæsset
og gnidret ornamentik. Deres figurer forblev stive og frontale, deres prydværk
forblev stiliseret ved anvendelsen af simple geometriske ornamenter, som
fx karvesnittet. Netop afhængigheden af den simple teknik kunne frembringe
sunde og gode resultater, som til tider har gjort almuekunst attraktiv blandt
samlere, ikke kun af nationale eller videnskabelig grunde, men også med en
forståelse for almuekunstens kunstneriske værdi.
I perioden 1750-1850 har Danmark haft en blomstrende
bondekunst, som bl.a. har frembragt de sjællandske guldbroderede huer (guldnakker),
Amagerkanernes silkebroderier, Hedeboegnens hvidsøm og fælles danske
karvesnitarbejder og vævninger.
Både i Skandinavien og andetsteds er almuekunsten nu næsten
uddød, men samtidigt har man lært dens værdi at kende gennem de
kulturhistoriske folkemuseer, bl.a. ved udstillinger i Nordiska Museet i
Stockholm, Norsk Folkemuseum samt på Nationalmuseet i København.
Forsøg på at udnytte almuekunsten indenfor kunsthåndværket
er særlig gjort i Sverige.
Almuekunstens snedker eller billedskærer foretrak fladrelieffet
på forsænket bund eller med karvesnit og vovede sjældent at udføre et højrelief.
Det såkaldte kassetteværk og stiliserede plantermotiver samt indskrifter og
årstal var stærkt yndede former for ornamentik. Af billedrige motiver var
husdyrene de foretrukne, især hesten, der fx anbragtes på manglebrættets bøjlehåndtag.
Knipling
Tekstiler og dragter er et stort emne inden for
almuekunsten. Mest kendt er kniplingerne fra Tønder. Andre egnsprægede
tekstiler er navneklude med hedebosyning (hvidsøm) fra Hedeboegnen.
Almuekunstens lokalpræg var især stærk på Amager
(silkebroderier), Stevns, Samsø samt på Horne Land ved Fåborg. Læsø havde en
meget rig boligkultur, præget af søfarten, mens Limfjordsegnen bar svage spor
af påvirkning fra Norge.
De malede dekorationer i almuekunsten havde deres skoler, på
Bornholm bl.a. i form af en kraftig barokmaling fra 18. årh. Næstved-egnens
kiste var ofte dekoreret med broget malede damer og herrer i revolutionstidens
dragter, mens muntre menneske- og dyrefigurer pyntede Nordsjællands møbler.
I Norge er almuekunsten eksemplificeret ved Gudbrandsdalens snitværk,
det såkaldte krølskur hvorpå barokke akanthusranker flettes efter romansk
system, samt gobelinvæveriet, rosemaleriet og det mere købsstadsmæssige filigranarbejde
i søjler og andre smykker.
Dalahest af ældre dato
I Sverige findes fx de Skånske tekstiler og Dalarnas Dalaheste.
Almuekunst, se også folkekunst.
Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info,
reparation, restaurering, mønter, gamle huse,
leksikon,
stilarter, fagudtryk - Alt er samlet
her i antikABC.dk
........................................................................................................................