Anretterbord ca. 1714. Udskåret ogforgyldt træ, England. Våbnet viser hen til Richard Temple. Evt. af hofsnedkeren James Moore (V & A).
Særlige borde til at anrette maden på. Vi har bevaret a. fra gotikken. Disse har gerne under bordpladen en kasse, hvori opbevaredes knive, fade etc., man kunne tage disse gennem låger i siden eller ved at vippe bordpladen op. - Man har også a. med skuffer. Undertiden er kassen vokset så meget, at hele møblet får karakter af kiste eller skab. - Man kalder det da en skænk.
I renæssancen er a. normalt bare småborde, der ikke behøver at have særlige kendetegn, i barokken derimod får man ved siden af de jævnere typer nogle meget prangende eksemplarer, og paladsmøbler kan opnå en næsten overdreven ornamental rigdom.
Man havde fundet ud af, hvor stærkt og resistent et materiale den japanske lak var, og da man ikke selv magtede at fremstille et tilsvarende produkt, savede man med skam at melde siderne ud af mange japanske skabsmøbler og brugte dem til plader på anretterborde, hvorefter man indmalede resten af bordet med »kineserier«.
Sådanne borde har ikke sjældent flamske ben, der ser ud som et omvendt S. Man har antagelig ment, at netop denne form stod særlig godt til kineserierne.
Ellers var marmorplade det foretrukne, og ser man bort fra syrer - f.eks. citron og vinsyre, som angriber marmor, var de ret modstandsdygtige.
Stort set udvikler a. sig ikke synderligt på det europæiske kontinent. Det gør de derimod i England, hvor der i 1700-tallet og forrige århundrede konstrueredes nogle særdeles egenartede typer, - se sideboard.