Det latinske »ante« betyder før eller tidligere, og
antedaterede mønter er derfor mønter dateret tidligere end deres prægeår. Dette
kunne der både være politiske og økonomiske grunde til. I Danmark er nogle
københavnske 4 skillinge (Galster 104) præget efter overgivelsen i 1536,
forsynet med årstal 1535. Ligeledes er Ribe 4 skillingen 1535 samt 2 og 1
skillingen (Galster 107-09) utvivlsomt antedaterede. Desuden foreligger fra
Århus en 2 skilling 1536 (Galster 96), der sandsynligvis også er antedateret.
1536 mønterne angiver i titlen ikke ELECTUS REX (udvalgt
konge) men kun REX; men kronet som konge blev Chr.3. først den 13· aug. 1537.
Fr.2.'S mark, 8 skilling og skilling med årstal 1563 er ligeledes præget helt
til 1576 med uændret årstal, idet man ikke ønskede, at folk skulle tro, at
mønten var en krigsmønt, der var blevet forringet ligesom Klippingene. Under Chr.7.
er 1771 kobberskillingen endnu et eksempel, idet de i 1773 og igen fra 1779-85
er præget med samme årstal (1771).
..