Arabeske fra renæssancepanel. lntarsia (Rosenholm).
ara'besk (af italiensk
arahesco, arabisk) lineært ornament af arabisk (maurisk) oprindelse med slyngede eller knækkede bånd besat med blade eller fugle.
Arabesk - maurisk ornament bestående af ubrudte, sammenslyngede linier. Meget smukke eksempler på arabesk findes i Alhambra, Granada.
Det udvikledes omkring år 900 og har utvivlsomt rod i akanthusornamentikken, som når den islamiske verden bl.a. via Byzans. Arabesk er således oprindelig et rankeornament, men tørrer undertiden ind til sindrige stjernemønstre opbygget af knækkede eller buede bånd, der flettes sammen. Når den floraie karakter er opretholdt, splittes de flettede stængler ud i sideskud, fortykkes i spydbladsagtige figurer eller breder ud i bladflige, og udsplitningerne løber ofte igen sammen i spidsovale figurer.
Kombinationsarabesker, som er sammensmeltede af rent lineære arabesk og floraie arabesk forekommer hyppigt. Ofte er mønstret konstrueret således, at det hele tiden gentager sig og altså vil kunne videreføres i det uendelige.
Arabesk er udelukkende et fladeornament, som virker i kraft af en elegant linjeføring, det kendes ikke i plastisk form eller i højt relief. Når arabesk er islamisk er den praktisk taget altid uden dyre- eller menneskefigurer.
I renæssancen vinder arabesk indpas i Europa gennem Spanien og Venezia. Ornamentets navn er da også udledt af det italienske »arabesco«. Arabesk har mest gjort sig gældende i de sydlige dele af Europa, men forekommer også i Nordeuropa, således fra midten af 1500-tallet i Danmark, hvor det ses på skabe, sølvtøj etc. Arabesk har iøvrigt været meget anvendt som udsmykning på murværk og den har præget stukkatørarbejder (lofter), den indgår i kartoucheornamentikken og ses på metalarbejder, indvævet i stoffer, malet på vægfliser og mange andre steder. I den europæiske udformning ses ikke sjældent dyrekroppe, satyrhoveder m.m. I Ludvig XIV's barok fandt a. nogen anvendelse, bl.a. i Boulle-arbejderne, hvortil den egnede sig fortrinligt.