Kuglearmbrøst, Sydtyskland 1600-tallet (ABR).
Buetype, som udvikledes i Europa i middelalderen. Buen er meget kraftig og gerne ret kort, og den er monteret på et tværgående midterstykke, arbrier, som evt. går ud i en kolbe; det har foroven en rille til pil eller bolt.
På de ældste a. er buen af egnet træ, f.eks. taks, men for at opnå større spænd- og affyringskraft, begyndte man efterhånden i stedet at sammenlime trælameller og indsnøre dem i et læderhylster. Lidt senere erstattedes træet for det meste af hornlameller, som man skaffede sig fra hvalbarder, og til sidst blev buen smedet af jern. Medens man således nok kunne spænde de ældste a. med hånden, måtte der snart kraftigere midler i anvendelse; således udstyredes a. fortil med en bøjle, hvori man kunne sætte foden, og strengen sattes så ind i en krog, der var fæstet til et særligt spændebælte, som skytten bar om livet, eller spændeseler, som var fastgjort til brystet og skuldrene. Man kunne såbruge både ryg- og benmuskler til spændingen. Da ejheller det længere forslog, fastgjordes et vindesystem med håndsving på-selve kolben, og ved dets hjælp kunne selv den hårdeste bue spændes.
Armbrøstvinde med ætsede mønstre og tilhørende håndsving. Renæssance (Tøjhusmuseet)
Strengen kunne være af tvundet hamp, dyresener etc., og i spændt tilstand fastholdtes den af en såkaldt nød i kolben. Denne nød er foroven udstyret med et hak til strengen og står for neden i forbindelse med et aftrækker system, så den kan kippe ned, såstrengen frigøres.
I begyndelsen brugte man almindelige buepile til a., men efterhånden fortrængtes disse af kortere og sværere bolte. Man har også haft a. til kugler.
Luksus a. til sports- og jagtbrug er ofte overdådigt skønt udsmykkede med intarsia af ben og kostelige træsorter på kolben og med fornemt smedet bue. Motiverne er fortrinsvis jagtscenerier.
Indtil langt op i 1600-tallet var a. ildskydevåbnene langt overlegen, den virkede mere pålideligt og træfsikkerheden var større, den brugtes stadig til jagt i 1700-tallet, bl.a. fordi den arbejder næsten lydløst og ikke skræmmer vildtet. I dag har den fået en renæssance både som jagt- og sportsvåben.
Et andet navn for a. er arbalest, og de korsformede skydeskår i gamle fortifikationer er beregnede til a., de kaldes arbalestiner.
Skydevåben udviklet på grundlag af buen.
Kraften, der fik pilen på en armbrøst til at gå af, kom fra en stramtsnoet snor. I de første armbrøster blev snoren snoet med håndkraft. Senere blev der udviklet en slags spil, der kunne sno buestrengen meget stramt.
Franske riddere kaldte de engelske bueskytter for "engelskmænd med krogede stokke", men de var skrækslagne over deres dødbringende træfsikkerhed. Den skotske hærfører Jarnes Douglas vidste også, hvor farlige de engelske bueskytter kunne være. Når hans soldater fangede en bueskytte, skar de højre hånds tommel og pegefinger af ham for at sikre sig, at han aldrig mere kunne trække buestrengen
Håndskydevåben bestående af en bue monteret forrest på et skaft. Strengen spændes ved en mekanisme, skuddet løsnes ved en aftrækker, og projektilet, oftest en pil eller bolt, løber i en rende i skaftet. Derved får armbrøsten større træfsikkerhed og gennemslagskraft end en almindelig bue, der til gengæld er langt hurtigere at genlade. Armbrøsten kendtes hos forskellige folk i oldtiden; den europæiske armbrøst stammer fra ballisten, et belejringsskyts. Armbrøstens storhedstid var høj- og senmiddelalderen; den brugtes længe efter ildvåbnenes indførelse.