Skab af træ med forgyldte kantninger og ætsede påfuglemotiver i ruderne. L 'art nouveau
[ar. nu'vå] (fransk: ny kunst) Betegnelse for den genfødelse af dekorativ kunst, som fandt sted i Europa mellem 1890 og 1910. Navnet står i forbindelse med grundlæggelsen af et selskab i Paris stiftet af S. Bing, omfattende de dekorative kunstarter; i Italien kaldtes stilen "Liberty", efter navnet på indehaveren af en butik i London. I Tyskland kaldtes den "Jugendstil" efter tidsskriftet Die Jugend, grundlagt i München i 1896.
Stilen var først og fremmest en reaktion mod misbrug af tidligere perioders motiver og former, sådan som det især var tilfældet i det XIX. årh.s arkitekturdekorationer. Englænderen William Morris' arbejde havde stor betydning for denne ide. Den krumme linje karakteriserer fornyelsen i kunsten omkring 1900, heraf de ironiske betegnelser som makaronistil eller slangestil. Hele denne tendens kan spores i bogillustrationer, træsnit, plakater, tapeter, indendørsdekorationer, keramik og facadeprydelser. A.N. er en ren dekorativ kunst, ikke strukturel. Af kunstnere, hvis arbejder kan henføres til denne stil, kan nævnes: Henry van de Velde, Victor Horta, Peter Behrens, Bruno Paul, Richard Riemerschmidt, Otto Eckmann, Joseph Olbrich, H. Guimard, E. Galle, H. de Toulouse-Lautrec, Ch. R. Mackintosch, Ch. L. Tiffany, Jan Toorop og Jan Thorn Prikker. I Danmark blev A. N.-bevægelsen indført ved århundredskiftet af Mogens Ballin.
Art nouveau
fransk, betyder den nye kunst. Dekorativ stilart fra omkring århundredskiftet. Betegnelsen bruges første gang i 1895, hvor hamburger entreprenøren Samuel Bing åbnede en forretning i Paris med navnet »Maison de l'art Nouveau«.
A.n. fik megen påvirkning fra symbolismen og naturalismen fra forrige århundredes anden halvdel. Der er noget luftigt og drømmeagtigt ved dens frembringelser. Der indbyggedes ofte en slags »skjult mening« en hemmelig symbolik i dem. Tulipanen og vedbendbladet var blandt stilartens yndlingsornamenter og brugtes overalt på glas, metalarbejder, møbler etc. Samtidig arbejdede man med andre planteornamenter, som stiliseredes og beskrev ejendommelige kurver i retning af rokokoens rocailler. Ligeledes japansk kunst gjorde sin påvirkning gældende i a.n. Man arbejdede med ornamenter som draperede stoffer, f.eks. kunne møbelben være opbyggede af sådanne.
Man søgte at give elektriciteten en kunstnerisk ramme, f.eks. bordlamper, hvor en paraplyagtig lampeskærm, der hænger ned yderst, er opbygget af et bronzeskelet og udfyldt med mosaik af farvet glas. Lampens stamme er en danserinde i en folderig dragt, der lader hendes legemsformer komme til deres ret.
To bordlamper af forgyldt bronze udformet som den amerikanske danserinde Loie Fuller. Signeret Raoul Larche.
Blandt a.n.'s fornemste udtryksområder var glasset (se Galle og Lalique) samt smykkerne, hvor ædelstene og ædle metaller lige så vel kunne være erstattet af mindre kostelige men smukke materialer. Man yndede meget månestene, rav, opal, og man indfattede dem lige så gerne i tin som i sølv. Ligeledes plakatkunsten blev meget præget af stilretningen.
Omkring 1905 stagnerer stilarten, og i 1910 er den helt uaktuel.
Arkitektonisk stilperiode ca. 1890-1915. Kaldes også for "jugend" eller "skønvirke"