Stort klædeskab med finering. Barok (DGB
Ordet betegner oprindelig noget egenartet, bizart, og som betegnelse for stilarten er det næppe anvendt førend i begyndelsen af 1800-tallet. B. opstår omkring 1500, dens første store værk er Peterskirken i Rom, og blandt dens største fortolkere er Michelangelo Buonarrotti.
B. begyndte som en specielt katolsk stil, hvis ide var at fremhæve pavemagten's suverænitet. Først omkring 150 år senere, da enevælden indførtes rundt omkring i Europa, og kongerne også fik suveræn-status, blev b. for alvor aktuel uden for Italien. I øvrigt fik b. to udformninger i Italien, nemlig den meget voldsomme, urolige romerske, som hovedsagelig kom til at påvirke sydtysk område, og den mere rolige b. fra Firenze, der dannede forbillede for b. i Frankrig, Nordtyskland, Holland og Skandinavien.
Inden for arkitekturen arbejdede b. med en stærk fremhævelse af midterpartiet, det skyder ud foran resten af facaden og er højere end denne, dertil er det rigere udsmykket, f.eks. med pilastre. De tilgrænsende partier af huset er holdt i beskednere udstyr. Ved husets ender kan der igen være fremstående partier, men de bliver aldrig så dominerende som det midterste. Opbygningen i b. er altid strengt symmetrisk, og for at fremhæve kontrasterne mest muligt, trækkes nogle partier tilbage, medens andre træder frem. På den måde opstår en markant lysskygge-virkning.
Dansk barok klædeskab med forkrøppede lister i fyldingerne. Egetræ.
Tilsvarende principper går igen på møblerne. De store ædeltræsfinerede todørs skabe, som blev moderne, havde stærkt fremspringende, rigt profilerede lister med forkrøpninger, evt. var nogle af listerne flammelister. Alt dette gav et levende spil mellem lys og skygge. Skabsdørenes fyldinger kunne ende i en ret skarp kam eller ryg. Man kalder dem pudefyldinger, fordi de kan minde om en hårdt stoppet pude. Lige så ofte sås dog flade fyldinger, men de lå da fremskudt og omgivet af yppige profileringer samt et parti forsænket i skabsdøren. Dørene flankeredes af pilastre der ofte var udsmykket med slyngende akanthusranker, hvori måske fugle og putti kom til syne.
På midten af skabets rigt profilerede og stærkt fremspringende overdel kunne være en stor udskæring, og medens skabe af danziger-typen havde et kraftigt opadknæk midt på gesimsen, havde de andre skabe af tysk og hollandsk type flad overdel. De kunne også mangle midterskæringen, således at der på selve skabet ikke var nogen egentlig fremhævelse af centralpartiet. Disse skabe var imidlertid beregnede til at stå med et sæt kinesiske vaser eller delftervaser på overdelen, og meningen var så, at der på midten skulle stå en særlig stor og fornem vase.
Under dørene fandtes gerne to skuffer, og skabet hvilede på svære kugleben.
Medens det i renæssancen havde været almindeligt at indbygge skabe i et panel eller at lade dem stå som et fremspringende parti af et sådant, var barokkens skabe gerne fritstående. Kun hos bønderne fortsatte man med at indbygge eller sammenbygge skabe med paneler.
Stol med gyldenlæder overgang mellem barok og regence. Norge.
Tidlige barokstole fulgte gerne renæssancens opbygningsskema, blot var udsmykningen noget anderledes, man gik således ofte fra balusterben over til snoede ben. Senere blev det almindeligt med en høj, gerne tilbageskrånende ryg med rigt udskåret kopstykke og svungne armlæg, og forsprossen fik ligeledes en dekorativ funktion. Forbenene blev måske udført som omvendte, lidt sammentrykte S'er - flanderske ben - eller man anbragte dyre-bagben som stoleforben. Bordbenene var snoede, balusterformede eller kugleben, og fælles for dem var deres yppighed. På pragtmøbler sås også ben udskåret som putti eller måske opbygget af akanthusløv.
Inden for sølvtøjet var det ikke mindst de store, brede lågkander med kugle- eller løveben, man lagde mærke til, og ligesom på møblerne spillede akanthus her en stor rolle. Man kalder undertiden den baroktype, som vi finder fra ca. 1670 til ca. 1700 for akanthusbarok.
I Skandinavien var det mest hollandsk-tysk indflydelse, der gjorde sig gældende, og vores barok tilhørte da også denne gruppe. Siden kom italiensk og fransk barok i nogen grad til at gøre sig gældende, dog formåede de aldrig at fortrænge den hollandske b.
Regencestol med muslingeskal på kops tykke og sarg (DGB)
Regencen var en franskpræget senbarok, den kom hertil ca. 1700, og den fik navn efter den regent, der fra Ludvig XIV's død i 1703 og under Ludvig XV' s mindreårighed styrede Frankrig. Man forlod her de meget voldsomme former og gik over til lettere og mere bekvemme møbler. Der forekom tillige en række nye typer såsom kommoder, toiletborde og forskellige siddemøbler. Man havde allerede længe interesseret sig for finering af møbler: Nu begyndte man for alvor at opbygge smukke dekorationer af småbrikker af forskellige træsorter, som limedes på grundtræ - det kaldes marketteri eller parketteri, og man skaffede sig til formålet mangfoldige eksotiske træsorter. Cabriole stoleben bliver almindelige, dekorationerne bliver mere diskrete, og akanthusornamenterne bliver spinklere, de suppleres i udstrakt grad med båndværk, hvorfor regencen også ofte kaldes båndbarok.
Metalarbejderne bliver ligeledes lettere og mindre svulmende. Typiske er de ligeknækkede lysestager, kaffekander, hovedvandsæg m.m. Muslingeskallen er et vigtigt ornament, der fortsætter ned i næste stilart, rokokoen, der begynder at gøre sig gældende i 1730'rne.