Tyskeren Carl Wilhelm Becker
(1772-1830) var storproducent af falske mønter. Som ung viste han større
interesse for kunst end for sin fars vinhandel, og ret tidligt lavede han
tegninger af antikke mønter og skar stempler. Allerede 1806 fik man mistanke
til hans mønters ægthed, men de mønter han solgte til diverse museer, var
tilsyneladende ægte. I 1815 gjorde prins Carl af Isenburg ham til hofråd og til
leder af sit bibliotek.
Han blev hurtigt kendt som
»Antiken Becker«, og han handlede af og til med mønter og antikviteter, ja selv
Goethe besøgte ham og skal have handlet med ham. Becker lagde ikke selv skjul
på, at han skar stempler og fremstillede kopier - ja han troede ligefrem, at
han gjorde samlerne en tjeneste ved at forsyne dem med fuldendte kopier af
mønter, de ellers aldrig ville have fået. En del af disse dukkede senere op på
markedet som ægte og skabte nogen forvirring.
I 1824 forsøgte Becker at
sælge alle sine stempler til Møntkabinettet i Wien, men man afslog, og derefter
ser det ud, som om Becker begyndte en større produktion, som han afsatte selv
eller gennem agenter. På dette tidspunkt havde han skåret stempler til 296
mønter; 110 græske og 126 romerske, medens resten var forskellige mønter fra
middelalder og nyere tid. Afslag i sølv af hele serien kostede kun 1/20 del af,
hvad de originale mønter kostede - så det er ikke svært at se, hvor stor
fortjenesten blev ved videresalg som ægte. Efter Beckers død den 11. april 1830
fortsatte enken med at sælge afslag, men stemplerne forblev i familiens eje.
Først i 1911 kom de til Kaiser Friedrich Museet i Berlin. Beckers
forfalskninger er særdeles farlige, idet han i flere tilfælde har benyttet
slidte, men originale antikke sølvmønter som blanketmateriale.
Lit: Hill:Becker the Counterfeiter del I + II (Nytryk New York 1976). Heri findes fortegnelse og fotos af over 360
forskellige beckerske forfalskninger.
..