Bedetæppe, anatolsk (tyrkisk)
Lille tæppe hvorpå islamtroende forretter bøn, med nichemønster
- mihrab, hvis spids skal pege mod Mekka.
Enhver muhamedaner bør have et bedetæppe, hvorfor denne tæppetype forekommer i stort antal. Det er dog begrænset hvor mange der kommer til det europæiske eller amerikanske marked. Perserne kalder bedetæppe namazi, tyrkerne benævner det namazlük, og araberne musalla. Mange bedetæpper er af silke, selvom uld er det almindeligste.
Bedetæpper har en speciel opbygning: det er rektangulært, og inden for borten ligger et nicheformet felt, den såkaldte mihrab, der for oven ender i en gavl. Denne gavl kan have forskellige former, spidsgavl, trappegavl, hesteskoformet, æselrygformet, tindet og hovedformet. I typer med spidsgavl og andre egnede typer kan der fra spidsen af gavlen »nedhænge« en ampel (moskelampe) der undertiden også tydes som en vandbeholder. Mihrab' en kan flankeres af et par »søjler«, og foroven skyder der sig ofte et par kiler ind ved gavlspidsen. Det er meningen, at man skal lægge hænderne der, når man bøjer sig i bøn. For hver ende af mihrab'en er der på nogle typer bedetæppe et »panel«, og over gavlspidsen måske tillige et lille felt. I det kan man lægge en lille sten, som man har medbragt fra en pilgrimsrejse til den hellige by, Mekka, og når man bøjer sig under bønnen, kysser man stenen.
Bedetæpper forekommer i mange forskellige udførelser, og afviger ofte meget fra den øvrige tæppeproduktion.