Skattens mønt. Denar fra
kejser Tiberius (14--17 e.Kr.). Biblens mønter: Livia siddende og omskriften Pontif - Maxim.
I ældre tid brugtes Biblia in
nummis (lat.) som betegnelse for et samlerområde med relation til Biblen, dvs.
de forskellige mønter, der omtales i det gamle og nye Testamente. Ikke alene
omtales mønter men også diverse mål og vægte, som er af stor interesse for den
numismatiske forskning. Der er i det gamle og det ny Testamente utallige
beretninger, hvori mønter spiller en rolle. Her skal blot 3 af de mest kendte
nævnes, nemlig: Skattens mønt, Enkens skærv og Judas pengene.
»Skattens mønt«.
»Mester« Vi ved, at du er
sanddru og ikke ænser andres dom, thi de kender ikke til personsanseelse, men
lærer sandfærdigt om Guds vej. Har man lov til at give kejseren skat eller ej?
Skal vi give eller ikke give? »Men Jesus gennemskuede deres hykleri og sagde
til dem: Hvorfor stiller I fælde for mig? Ræk mig en denar, for at jeg kan se
den. De rakte ham en, og Jesu siger til dem: Hvis er det billede og den
indskrift ? De svarede ham: Kejserens. Da sagde Jesus til dem: Giv kejseren,
hvad kejserens er og Gud, hvad Guds er.« (Mark. 12: 14-17). Den her omtalte
denar var kejser Tiberius'. Numismatikere og historikere har fastslået, at det
højst sandsynligt drejer sig om en denar med kejser Tiberius moder Livia på
bagsiden og omskriften: PONTIF. MAXIM. (Pontifex Maximus: indehaver af
romerstatens højeste religiøse myndighed, dvs. ypperstepræst).
»Enkens skærv«,
»Derpå satte han sig overfor
tempelblokken og så på hvordan folk lagde penge i blokken. Der var mange rige,
som lagde meget deri. Også en fattig enke kom og lagde to småmønter i,
tilsammen så meget som en øre. Da kaldte han sine disciple til sig og sagde:
Sandelig siger jeg eder; denne fattige enke har lagt mere deri end alle de
andre, som lagde noget i tempelblokken. Thi de gav af deres overflod, men hun
gav af sin fattigdom alt det, hun havde, hele sit eje.« (Mark. 12:41-44). I den
oprindelige tekst omtales en mite eller lepton - der var en lille bronzemønt.
Det var datidens mindste skillemønt, og i modsætning til sølvmønterne, som kom
fra Rom, blev disse mønter præget i landet. Det er mest sandsynligt, at det var
en lille bronzemønt fra Herodes, en af hans sønner, eller een præget af den
romerske guvernør i Judæa.
»Judas pengene«
»Da gik en af de tolv, som
hed Judas Iskariot, hen til ypperstepræsterne og sagde: Hvad vil i give mig for
at forråde ham til jer? De udbetalte ham så 30 sølvpenge (Matt. 26:14-15). De
sølvpenge, der her er tale om, var shekler eller om man vil, tetradrakmer.
Eftersom sølvshekler udmøntet i den fønikiske by Tyre var de eneste accepterede
mønter i templet i Jerusalem, opnåede de en halvofficiel status i landet.
Sheklen fra Tyre har på forsiden et hovede af Herakles Melkart, medens bagsiden
viser en ørn.
Lit: J.Y.Akerman: Numismatis illustrations of the new teatament, (Nytryk
Chicago 1966); R.S. Yeoman: Money og the Bible, (Nytryk New York 1982); M. Price:
Coins and the Bible, London 1975.
..