Birk

der findes mange arter, hvis ved stort set ligner hinanden og har samme egenskaber. Det er et splinttræ, der er ikke forskel på kerne og splintved. Farven ligger fra gulligt til gulrødt og i det homogene, fintporede træ anes årringene kun. B. danner masurknuder både på grene, stamme og rod, og da veddet i disse knuder er overmåde smukt, er de meget efterspurgte. I øvrigt er træet gerne noget flammet, hvorfor høvlede flader får et livligt spil, det antager dertil en smuk politur og fremtræder med satinglans.
B. har været meget anvendt til møbler, drejearbejder, tøndebånd og tøndestaver, gulvtræ og husgeråd; finer af b. har nydt stor yndest, bl.a. fordi den minder så meget om det dyre og fornemme satintræ, og masurfmeren regnedes blandt det bedste, man kunne få. I empire og senempire var b. et modetræ, og ved at bejdse det efterlignede man både valnød og mahogni.
Birkeris er blevet brugt til piskeris og fejekoste, og den smukke læderagtige lyse bark har mange steder fundet anvendelse til flettearbejder eller som en slags erstatning for læder, den optræder således i sko, tasker, dunke, tejner, småæsker, punge og meget mere. Undertiden mønstrede man barken ved at klæbe udklippede hjerter, stjerner etc. på den en tid inden den skrælledes af træet, og når man så siden fjernede disse skabeloner, havde den hvide bark fået røde, uforgængelige mønstringer (se valbirk).