(fra latin bractea, metalblik), tynd guldplade med udhamret relief, anvendt som smykke (amulet) i Norden i folkevandringstiden. Betegnelsen bruges også om mønter fra 1100- og 1200-tallet med præg på kun den ene side.
Brakteat - en mønt slået i en blanket, der er så tynd, at man kun har kunnet præge den ene side; præget er gået igennem, så det står hult på bagsiden - reversen - og i relief på forsiden - aversen. Normalt er brakteat af sølv, men der kendes også eksemplarer i guld, og tykkelsen går fra ca. 1 mm. til ca. 5 mm. Brakteat kaldes også hulmønt eller hulpenning, fordi den er hul på den ene side. Man træffer de første brakteat i Tyskland i 11O0-tallet, i Norden lidt senere; de bruges middelalderen igennem, i Sverige præges de således op til middelalderens slutning.
Brakteat kan også være et nordisk hængesmykke, de første af typen skriver sig antagelig fra 400-tallet, og de er mere eller mindre fri eftergøringer af byzantinske mønter og medaljer af guld fra tiden mellem år 300 og 400. I lighed med de ovenfor nævnte mønter, har de en dekoration der fra bagsiden slår igennem på forsiden, men de er dog af sværere gods. Oprindelig er det de originale mønter og medaljer, som man har brugt til smykker og f.eks. hængt op i en halskæde ved at smede en øsken på dem, siden går man imidlertid videre på egen hånd og tilføjer b. magiske tegn etc., som ikke findes påde byzantinske forbilleder.