De byzantinske (eller østromerske) serier ligger i
forlængelse af de romerske; grænsen sættes normalt til 498, hvor kejser
Anastasius gennemførte en reform af kobbermønterne. De senromerske
ædelmetalmønter fortsatte: guld solidus (med fraktionerne semissis og
tremissis) og sølv miliarense og siliqua. Da de byzantinske serier strakte sig
over små 1000 år, skete der flere ændringer, og det kan derfor være praktisk at
dele byzantinsk mønthistorie op i 4 perioder.
1. periode: 498-717
Ved Anastasius' reform beholdt værdimønten sine indbyrdes
relationer:
1 AV solidus=12 miliarense=24 AR siliqvae.
Fra Justinian prægedes letvægtssolidi på 23, 22 og 20
siliqvæ. Den nye kobbermønt follis gik der fra begyndelsen 360 af på en
solidus, senere kom man ned på 180, da de største follis prægedes under
Justinian.
AV/AR: Designet lå i forlængelse af de senromerske mønter:
forsiden havde en højrevendt buste med latinsk indskrift. Under Justinian
indførtes frontal buste, og denne blev enerådende på alle senere mønter; senere
sås dog også kejseren tronende eller stående frontal, evt. sammen med
medregenter (kejserinder eller sønner). Bagsiderne indledtes med en (kvindelig)
Victoria, i 518 ændret til en (mandlig) engel. I 578 sås første gang et kors på
trin, der også var typisk bagsidemotiv på sølvmønten hexagram. Den erstattede
de ovennævnte sølvmønter 615. I 695 indførte Justinian II for første gang i
mønthistorien en Kristusfigur.
Æ: Kobbermønternes forsider fulgte det ovenfor nævnte om
ædelmetalmønterne; bagsiderne fik som noget nyt (i forhold til de romerske)
store værdiangivelser med græske tal, f.eks. follis'en mærket M (=40 nummi),
halvfollis'en K (=20 nummi) etc. (se nummi). Desuden bar mønterne, som de senromerske,
forkortelser af møntsted og officina; fra 538 indførtes regeringsår som
datering, parallelt hermed brugtes også indikation. I 600-tallet bevirkede
udenrigspolitiske problemer (618-28 perserkrig, fra 638 arabernes fremtrængen)
at kobbermønten forringedes, og at de små nominaler forsvandt.
2.periode: 717-1092.
AV/AR: Mønternes design var oprindelig påvirket af
ikonoklasterne, der var imod ikoner (billeder af Kristus og helgener); til
gengæld optrådte kejserfamilien med både levende og afdøde medlemmer. I
720'erne introduceredes en ny, flad sølvmønt, miliaresion, der var helt uden
billeder, også af kejseren. På guldmønten solidus - der gradvist betegnedes med
det græske ord nomisma - dukkede Kristus op igen i 840'erne efter
ikonoklasternes nederlag; senere kom også Maria og helgener. Under Nikeforos
Fokas (969-76) introduceredes en lettere guldmønt, tetarteron nomisma, denne
beholdt det lille modul, mens nomisma'en gradvis blev tynd og større i
diameter, og i 1000-tallet tillige skyfat (skålformet); dette sidste skal måske
ses i sammenhæng med, at mønten samtidig forringedes.
P.g.a. en ny, større udenrigspolitisk krise (tyrkernes sejr
ved Mantzikert 1071, normannerangreb) blev både sølv- og guldmønten voldsomt
forringet op mod 1092.
Æ: som nævnt gik det gamle system til grunde; de sidste 20
Nummi'er med K prægedes i 760'erne og derefter blev follis'en næsten eneste
kobbernominal (det store M blev hængende som en type immobilisee til ca. 840).
Mønten viste herefter kejserens portræt frontalt på forsiden, medens bagsiden
havde en inskription med en blanding af latinske og græske bogstaver på formen:
»(kejsernavn) af Guds nåde romernes kejser«. Fra 969 forsvandt kejserbusten, og
der prægedes »anonyme« folles med Kristus på forsiden og bagsideteksten »Jesus
Kristus kongernes konge«. Disse prægedes perioden ud med forskellige bagsider
(14 typer ialt, klasse A-M), mens der parallelt hermed fra 1059 atter prægedes
folles med kejserens portræt.
3· periode 1092-c.1354
Ved kejser Alexios I's reform 1092 kom der atter orden i
møntsystemet. Det så således ud:
1 AV hyperpyron=3 electron aspron trachy= 48 billon aspron
trachy.
Disse tre nominaler var alle skyfate (skålformede). Designet
viste på den konvekse side (forsiden) Kristus, Maria eller helgener, på den
konkave (bagsiden) kejseren; teksten var nu helt igennem på græsk. Desuden
sloges små, flade kobbermønter på 1 og ½ tetarteron. Det 4. korstog
(kræmmerkorstoget) erobrede Konstantinopel i 1204, og dette satte sig spor i
møntprægningen. Der etableredes et latinsk kejserdømme i Konstantinopel til
1261; her prægedes kobberskyfater (de latinske imitationsserier). De flygtende
grækere etablerede tre kejserdømmer: 1) i Trapezunt, hvor der fortrinsvis
prægedes en flad sølvmønt kaldet asper; 2) i Epirus, hvorefter Thessalonika
blev generobret; dette rige erobredes dog i 1246 af 3) kejserdømmet Nikæa, der
blev det rige, der i 1261 generobrede Konstantinopel fra latinerne. I Nikæa og
Thessalonika prægedes efter Alexios' system, dog sank guldindholdet i
hyperpyron'en ligesom elektron trachy'en blev en sølvtrachy og billonmønten en
kobbertrachy. Alle er dog fortsat skyfate, og der var en rigdom af helgener,
engle, serafer og meget andet. Nogle år efter generobringen - ca. 1295 -
afløstes sølv-trachy'en af en flad sølvmønt, der på ny kaldtes miliaresion. Kobbermønterne
blev ligeledes i løbet af 1300-årene flade.
4· periode ca.1354-1452.
Efter fornyede tyrkiske invasioner i begyndelsen af
1300-årene og opslidende borgerkrige nåede guldhyperpyron'en ned på kun 11%
guld. Den erstattedes ca.1364 af en flad sølv hyperpyron (med fraktioner på ¾,½,¼
og ⅛). Ud over disse prægedes få kobbermønter. Rigets territorium blev stadig
mindre med følgende dalende behov for mønt. I 1452 erobredes Konstantinopel af
tyrkerne, og det byzantinske rige ophørte med at eksistere. Trapezunt faldt
nogle år efter, 1461.
Kataloger: Området er dækket af en række ældre kataloger af
Sabatier (1862), Wroth i BMC (1908-11) og Tolstoi (1913-13). Imidlertid
foreligger en række nyere: På engelsk dækkes perioden 498-1081 af katalogerne
fra Dumbarton Oaks, og hertil knytter Michael Hendy sig med Coinage and money
in the Byzantine Empire 1081-1261. På fransk findes et katalog fra Bibliotheque
Nationale af Cecilie Morisson, og på tysk et af Wolfgan Hahn, der dog kun
dækker op til 717. Men der gøres stadig nye fund, og et væld af tidskriftartikler
om enkelte typer fremkommer til stadighed. Den sene periode efter 1261 er
behandlet i nogle små kataloger af S. Bendall. Af samlere bruges enten Ratto:
Monnaies byzantines (1929), der oprindelig var et auktionskatalog og hvis
illustrationer stadig er værdifulde; ellers er standardkataloget Davis R. Sear:
Byzantine Coins and their Values (1974), der foruden katalogisering (på
grundlag af D.O. og Hendy) har en generel indføring i emnet. NNUM 1990 s.78-82.
..