Grækeren Constantin Christodoulos, en skrupelløs falskner
fra byen Varosia på Cypern, var særlig aktiv omkring år 1900. Han blev mere og
mere grådig med tiden. Hans produktion omfattede næsten udelukkende antikke
græske mønter, og han sørgede for, at ingen mønter, der blev udbudt til salg,
havde et nyslået udseende. Han bearbejdede mønterne enkeltvis, tilføjede
kontramærker, mærker fra antikke banker, sørgede for at der af og til fremkom
dobbeltpræg og grafitter, og han beklippede mønterne, oxyderede dem, pudsede og
sleb dem på hundrede forskellige måder med en sådan dygtighed, at der skal lang
tids erfaring til at afsløre hans forfalskninger.
Ikke to stykker så ens ud, selvom de var præget med samme
stempel. I 1914 blev det museer og myndigheder for meget, og man besluttede at
lukke falskmøntnerværkstedet. Ved den lejlighed blev ca. 1000 stempler
konfiskeret. I 1922 udkom en fortegnelse over de falske mønter, dog ikke med
afbildninger af mønterne, men af voksaftryk taget af stemplerne.
..