Corona
Danica 1619, Christian 4. (1588-1648).
Benævnelse for Chr.4.ts danske dobbeltkrone 1618, 1619 og
1624, som oprindelig blev kaldt krone (corona danica). Tilsvarende blev krone
og ½ krone kaldt ½ krone og ortskrone (ort=¼). Kongen havde stillet befolkningen
i udsigt, at det skulle få en bedre mønt under et nyt navn til afløsning af den
slette mark. Den ny dobbeltkrone havde på forsiden Chr.4. i helfigur med kårde
og scepter, medens bagsiden afbilder en krone hvorunder CORONA DANICA, og over
kronen kongens valgsprog R.F.P. (Regnat Firmat Pietas=fromhed styrker rigerne).
Denne forkortelse blev dog snart af menigmand udlagt som Riget Fattes Penge.
Kongen havde påbudt, at de ny kroner (corona danica) skulle
have en værdi af 1½ daler. Men det faktiske forhold var, at corona danica kun
indeholdt 32,5 g fint sølv, medens 1½ daler in specie indeholdt mindst 38,367 g
fint sølv. Derved bliver det nemmere at forstå Chr.4.'s instruks af 5/4 1618
til møntmestrene om, at ingen udenforstående måtte erfare indholdet af møntordningen
eller »åbenbares mønten«. Folk måtte altså ikke få at vide, hvor dårlig den nye
mønt var.
Navnet på den nye mønt var hentet fra kongens svoger Jacob
d.I's engelske crown, der var almindelig kendt fra handelen med England. Fra
kongens side var det altså tilsigtet, at den nye corona danica på grund af sin
størrelse og udførelse skulle fremstå som en slags efterligning af daleren og
skulle fungere som ny hovedmønt. Men sagens rette sammenhæng blev dog snart
klart for folket, og i 1625 blev mønten nedsat fra 1½ til 1⅓ specie. Det var nok gået
endnu dårligere med forringelsen og møntsystemet, hvis ikke sølvminerne i
Kongsberg i Norge var blevet taget i brug. Hermed fik kongen sølv til sin
rådighed, og specie daleren blev sat i produktion igen. 1625 ophørte
kroneudmøntningen, og helkronerne er ikke senere udmøntet. Det blev derimod ½
kronen, som fik navnet krone, sletdaler eller 4 mark danske. De ældre corona
danica fik navnet dobbeltkrone. I øvrigt er de sidst udmøntede kroner slået
1771 i anledning af Chr.7.'s fødselsdag. Da Danmark skiftede møntsystem i
forbindelse med Den Skandinaviske Møntunion i 1874 indførtes kronen igen som møntenhed.
..