Betegnelse for de store pengesummer, der blev udbetalt til
vikingehærene for at få dem til at standse plyndringerne i England og Frankrig.
Ordet danegæld kendes først fra Edward Bekenderens tid (1042-1066), hvor der
tales om »dænegelde«, hvorimod de første beretninger benævner dem »gafol« eller
»tributum«. De første tributter i England fra 865, 872 og 876 synes at have
været meget lokale i deres karakter. Første store betaling finder sted 991,
hvor der overføres 10.000 pund sølv til vikingernes anfører.
Svend Tveskæg får 1002 og 1007 henholdsvis 24.000 og 36.000
pund sølv. 1012 modtager underanfører Thorkil den Høje 43.000 pund sølv,
hvorefter han går i tjeneste hos kong Ædelred med hele 45 skibe. Fra dette
tidspunkt er danegæld mere en særskat med det formål at underholde landets
forsvarere. Knud d. Store skal 1013 have fået i alt 32.500 pund sølv. Disse
tributter blev betalt med forskellige sølvgenstande, barrer eller mønter, og
der er ingen tvivl om, at en ganske væsentlig del af de i Skandinavien fundne
angelsachsiske mønter stammer fra danegælden.
Lit: KL bd.2 (1980) sp. 639-641.
..