(Daterede mønter). Vi er vant til årstal på mønter - årstal
efter Kristi fødsel. Men det er en ret sen foreteelse, og for ældre mønters
tidsbestemmelse må man bruge andre kriterier. Tidligere havde man ikke en enkel
kronologi med fast fikspunkt (som f.eks. Kristi fødsel). Mange græske bystaters
mønter kan kun ordnes kronologisk efter stilkriterier og fund. Romerne skiftede
møntmestre hvert år, og ved forskellige kilders hjælp har man kunnet sætte
årstal på de romerske »familie denarer«.
Med de makedoniske konger og de senere seleukidiske regenter
bliver herskernes regeringstid en »ramme«, som giver en rådatering. Men
samtidig har netop seleukiderne givet navn til en af de ældste æra'er, den
seleukidiske, der starter 312 f.Kr., hvor Seleukos I erobrede Babylon. Senere
kom andre æra'er; vigtigsk er pontisk (298 f.Kr.), cæsarisk (50 f.Kr.), aktisk
(Augustus' sejr den 2. sept. 31 f.Kr. ved Actium).
I Indien havde flere herskerdynastier f.eks. de s.k.
vestlige satrapper lignende æra'er. Disse æra'er danner forløbere for den
nuværende faste æra=år efter Kristus. Men fremdeles brugtes oftere embeder,
især på de romerske mønter, hvor kejserens tribunikiske magt eller
tribunemyndighed (TR.POT.) og konsulater (COS) er vigtige midler til datering;
kun på de romerske lokalserier mødes æradateringer eller kejserens regeringsår
(især i Alexandria). Da dateringen med tribunemagt og konsulater forsvinder i 200-tallet,
er vi på bar bund, og må bruge andre kriterier til datering.
I Iran var parthere blevet afløst af sassanider i 220-erne
og sidstnævnte indførte med Peroz (459-484) regeringsår på mønterne. I Byzans
indførtes de ved dekret af Justinian i 538. Her brugtes tillige lejlighedsvis
indiktionen, en 15-årig cyklus (opr. til brug ved skatter). Medens dette gik af
brug i Byzans (Vesteuropa var aldrig begyndt på systematisk datering), fik de
islamiske mønter ved Abd-el-Maliks reform 695 alle datering med år efter heigra
(Muhameds flugt fra Mekka til Medina i 622 e.Kr.), og hovedparten af
muhamedanske mønter havde og har denne datering.
Enkelte europæiske guldmønter fra bl.a. Sicilien og Spanien,
der var arabisk påvirket, er dateret efter islamisk æra (A.H.). Den første
middel- og nordeuropæiske mønt forsynet med årstal er den danske ANNO DOMINI
MCCXXXIIII (1234) fra Valdemar II Sejr's tid. Der findes enkelte mønter fra
bl.a. Aachen i 1373 og 1404, men ellers bliver det først almindeligt i
1500-tallet at sætte årstal på. Ofte var det kun årstallets to sidste cifre,
der var angivet. Bortset fra den enlige danske mønt fra 1234 skal vi i Danmark
frem til 1496, før der igen optræder årstal.
I Sverige er det første årstal 1478, selvom det nok ikke
betegner prægningstidspunktet, men snarere at de var slået efter Stockholm
møntordninger af 1478. I Norge er en skilling 1525 første mønt med årstal, og
vi skal helt frem til 1549, før datering sker i Frankrig.
Mønter kan af bl.a. politiske grunde være antedateret, dvs.
de giver sig ud for at være præget, før de er. En mønttype, der var meget
populær, kunne også over en årrække slås uforandret og med samme årstal,
hvilket den danske 1 skilling 1771 er et eksempel på. Den blev præget i en lang
årrække i over 54 millioner stk.
Se også: Tidsregning.
..