De syv dyder stammer fra Psychomachia (Sjælens kappestrid),
et episk digt skrevet af Aurelius Clemens Prudentius omkring 410, som følger
kampen mellem gode dyder og onde lyster. Populariteten af dette værk i middelalderen
hjalp til at sprede ideen om hellige dyder ud gennem Europa. Det fremholdes at
hvis man praktiserer disse dyder, vil man blive beskyttet mod fristelser og fra
de syv dødssynder, derhvor hver en har sin modpart. På grund af dette bliver
disse dyder nogengange refereret til som modstridende dyder. Der er to
forskellige varianter af dyderne, anerkendt af forskellige grupper.
Dyderne
Kyskhed (Castitas) (renhed) (modsatte af begær (Luxuria)) —
Omfatter moralsk opførelse og at opnå renhed både fysisk og psykisk.
Udholdenhed (Temperare) (selvkontrol) (modsatte af frådseri
(Gula)) — Man bør være udholdende og afholdende.
Barmhjertighed (Liberalitas) (vilje, generøsitet) (modsatte
af griskhed (Avaritia)) — Villig til at give fra sig i tanke og handling.
Indsatvilje (Industria) (etik, moral) (modsatte af ladhed (Acedia))
— Være vågen, fysisk aktiv, have vilje til at arbejde.
Tålmodighed/Tilgivelse (Patientia) (fred) (modsatte af vrede
(Ira) — Evnen til at tilgive og vise nåde overfor syndere. Løse konflikter
fredfyldt – som en modsætning til vold.
Velvilje/Godhed (Humanitas) (fornøjelse) (modsatte af
misundelse (Invidia)) — Medlidenhed og venskab og sympati uden fordomme.
Ydmyghed (Humilitas) (beskedenhed) (modsatte af hovmod (Superbia))
— Beskeden opførsel, uselviskhed og at være respektfuld. Giv anerkendelse til
andre i stedet for at ophøje sig selv.
Dyd, den traditionelle oversættelse af græsk arete i den
særlige betydning af moralsk "dygtighed", som begrebet fik i græsk
etik fra og med Sokrates. Han opererede med fem hoveddyder: moralsk indsigt,
retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. De fire første, som senere
blev kaldt "kardinaldyder", optræder hos Platon, Aristoteles, stoikerne,
Epikur m.fl. for derfra at gå i arv til europæisk moraltænkning op i nyeste
tid. Kristendommen overtog dem meget tidligt, men supplerede med endnu tre: tro,
håb og kærlighed; således fx hos Augustin og senere Thomas Aquinas.
Den antikke tænkning om dyd, fx hos Aristoteles, fokuserede
på fem ting: 1) Dyderne er tilstande af følelserne, når disse styres af
fornuften; 2) De er indarbejdede, stabile tilstande; 3) De hænger sammen
indbyrdes og findes derfor i virkeligheden kun hos én type person, den "vise";
4) De har deres værdi i sig selv; 5) De vedrører både den enkelte og andre.
Antikkens etik var grundlæggende en dydsetik.
Set i modsætning til laster var dyder i antikken og i
kristen middelalderfilosofi på én gang navn for etikken og vejen til dens realisering.
Dyder er anlæg i mennesket; de kan opøves og således føre til, at man lever
etisk eller "dydigt". Platon opstillede fire hoveddyder eller kardinaldyder:
visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse. De blev senere
suppleret med "de tre teologiske dyder": tro, håb og kærlighed. De
syv kardinaldyder hedder på latin prudentia, justitia, fortitudo, temperantia,
fides, spes og caritas.
Senest med Immanuel Kant i sidste del af 1700-tallet
blev interessen for dyder koncentreret om de moralske normer, og i den
efterfølgende moralfilosofi spillede dyder ingen større rolle. Fra 1900-tallets
sidste tredjedel har især amerikanske moralfilosoffer dog inddraget læren om
dyder igen.
I kunstneriske fremstillinger er dyderne ofte
personificerede. Omkring 200 beskrev den kristne forfatter Tertullian de syv
dyder som kvindelige krigere i kamp med syv laster i en arena, og digteren Prudentius
skrev omkring 400 digtet Psychomachia, dvs. striden på sjælens slagmark. Det
skabte de første billedfremstillinger, der viste dyderne som kampklædte
kvinder, ofte til hest, med de overvundne laster under fødderne. Billederne
udvikledes gennem middelalderen, og sandhed (veritas) var blandt flere
tilføjede dyder og laster.
På de romanske og gotiske katedraler fik de personificerede
dyder og laster plads på portalernes karme, således i Clermont-Ferrand,
Chartres, Laon, Reims og Amiens samt i Notre-Dame i Paris, der har tolv dyder
og tolv laster. Senere blev de skildret i genreprægede scener, fx af Hieronymus
Bosch og af Pieter Bruegel d.æ. i 14 kobberstik (ca. 1557).
Endnu i 1700-tallet kunne kunstnere hente inspiration i
Cesare Ripas bog Iconologia med stik af kvinderne med deres attributter. Men
herefter døde interessen for dem ud. Kun tro, håb og kærlighed kan endnu ses i
forskellige forbindelser, fx som et kors, et anker og et hjerte.
De såkaldte barmhjertighedsgaver eller barmhjertighedsgerninger,
bl.a. at mætte de sultne, klæde de nøgne og besøge de syge, sidestilles gerne
med dyderne og vises ofte i Dommedagsfremstillinger i middelalderens kirker.