Gourdformede vaser af Ghisbrecht Cruyck, Delft (1663-71) (ABR).
i slutningen af 1500-tallet nåede fajancekunsten Fra Italien til den sydhollandske by Delft, og allerede i 1600-tallet havde Delfter-varerne nået berømmelse p.gr. af deres fantasifulde former, den mørklødne, blå bemaling og den hvide tinglasur med højglans. Forbillederne for de mange fade, tallerkener, ovnkakler, fliser, figurer m.v. var kinesisk og japansk porcelæn med deres talrige specielle ornamentformer. Dertil kom indflydelse fra det hollandske landskabsmaleri. Den blå farve var og er fremherskende (delfterblå), men også røde, gule, brune og grønne farver benyttes i rigt mål. Højglansglasuren skyldes tilsætning af glasurpulver. Delft er ikke en virksomhed, men mange forskellige, hvis blomstringstid i første omgang varede til midten af 1700-tallet, da andre europæiske fabrikker for alvor begyndte at gere D. rangen stridig. I slutningen af 1800-tallet indtrådte en ny opblomstring.
Hanefigur, Deljt (Koldinghus)
Delft - Hollandsk by som i særlig grad er kendt for sine fajanceproduktion. Oprindelig var D. en ølbryggerby, men det var gået tilbage på dette felt, og mange bryggerier stod omkring år 1600 tomme. Da derfor italienske keramikere i stort tal kom til Nederlandene for at optage en produktion der, var der udmærkede muligheder for dem netop i Delft. Ydermere lå det så heldigt, at der var egnet ler i omegnen, samt at man via den kanaliserede flod, Schie, let kunne få transportlejlighed til de færdige varer.
Sanserne. Figurgruppe på fem, Delft, 18. årh. (ABR).
Den første tid var det italiensk-spansk stil, der prægede fajancerne, men i 1604 erobrede nederlænderne en portugisisk karack ved navn »Catharina«. Det viste sig, at den var lastet med 60 tons blåt-hvidt kinesisk porcelæn, og udover hvad man solgte til private, fik keramikerne nogle interessante forbilleder at arbejde efter. Kort efter havde man ydermere det held, at kineserne i en periode standsede eksporten af porcelæn til Europa, og det gav de blå-hvide varer, som man nu forfærdigede i D. en enestående chance. Det skal dog siges, at man aldrig forfaldt til egentlig kopiering af de kinesiske porcelæner, man tilsatte en god del europæiske smags-ingredienser og supplerede i øvrigt siden med japansk islæt.
B. Delft dore-tallerken, 1700-tallet.
Varerne fra D. kaldes undertiden »delfterporcelæn«, men porcelæn er det ingenlunde, det er fajancer, omend de ved første øjekast kan have noget af porcelænets karakter over sig. For det første havde delfterne arbejdet med et ret tyndt, hårdt gods, og tinglasuren var særdeles fin. Ydermere havde man ofte bagefter givet tinglasuren et overtræk af blyglasur (kwaart eller kwart), der forlenede genstanden med en højglans, som ellers kun ses ved porcelæn.
Delftware paradistallerken, 1600-tallet. Den er med polykrom bemaling.
I begyndelsen arbejdede man hovedsagelig med en blå højildsfarve under glasur. Siden betjente man sig tillige af muffelfarver, som er smukke, men ikke tåler så høj en brændingstemperatur (muffelbrand, se fajance). Endelig malede man undertiden blådekorerede højildsbrændte varer efter med muffelfarver og brændte dem nok en gang.
I slutningen af 1700-tallet kom Delfts mange fajancefabrikker i modvind. Det europæiske porcelæn var nu blevet så billigt, at det for alvor tog konkurrencen med fajancen op. Den ene fabrik efter den anden måtte lukke, og til sidst var der kun en tilbage, det var »de porceleyne fles«, som til gengæld er i arbejde den dag i dag, og som siden 1919 har fået prædikatet »kongelig fajancefabrik«.
Hollandsk keramisk center fra 1500-tallets slutning. Fra Italien kommer fajancekunsten til D. Der fremstilles fliser (s.d.). Kinesisk inspirerede krukker, fade o.a. malet i en blå underglasurfarve. En mørk, varm blå farve. Senere fremstilledes en mængde ting i polykrome farver, med en særlig høj glans, der skulle minde om porcelænets skær. Delft er en fællesbetegnelse for mange forskellige keramiske fabrikker i byen i 1600- og 1700-tallet.