Den kongelige Porcelainsfabrik - Porcelænsfabrik

oprettedes i 1775 af et interessentskab, som lededes af apotekeren Frantz Heinrich Müller. I 1779 overtoges den af kronen under protektion af enkedronning Juliane Marie og har siden ført prædikatet »kongelig«. Den tidligste produktion var i rokokostil og meget påvirket af Meissen og Fiirstenberg, som man undertiden direkte kopierede. Rød og blå underglasurfarve brugtes meget til dekorationerne. Omkring 1780 går man over til klassicismen.
Den første halve snes år var farven blågrå, og skærven lidet gennemskinnelig, men omkring 1780, hvor man i betydeligt omfang gik over til at importere råstofferne fremfor at anvende indenlandske forekomster, nåede man frem til en renere hvid, mere gennemskinnelig skærv.
Man dekorerede gerne servicedele etc. med Meissen-mønstre, bl.a. løgmønster og musselmønster. Ligeledes maledes der romantiske ruiner, kærlighedsaltre, amoriner, brogede blomster, fugle etc.
Blandt fabrikkens mest fremragende præstationer kan nævnes flora danica -stellet. Også en stor og i mange måder udmærket figurproduktion tegnede man sig for. Udover en række kopier af andre fabrikkers arbejder, fremstillede man de såkaldte nordmandsdalsfigurer. I 1782 var man nået op på 56 forskellige nordmandsdalsfigurer, hvoraf en del endog kunne fås i flere størrelser. Der Tabrikeredes også klassicistiske biscuitfigurer.
Produktionen var i øvrigt særdeles alsidig. Man lavede tepotter på fyrfade, terriner, fade, tallerkener, krus, spejlrammer, hovedvandsæg, plaketter til indsætning i møbler, knapper, urtepotteskjulere, lågvaser, bordopsatser osv.
I 1776 var modelløren Anton Carl Luplau fra Fürstenberg blevet knyttet til fabrikken, hvor han virkede til sin død i 1795. Det er dog lidt usikkert, hvor meget han har præget produktionen. - Fra fabrikkens side klagedes der over, at han var doven.
Af markante stykker efter 1800 må nævnes bowlen til minde om slaget på rheden d. 2. april 1801. Den prydes med en gengivelse af slaget.
Under englændernes bombardement af København i 1807, blev D.k.P., som lå på Købmagergade, svært beskadiget. I det store hele blev århundredet ikke af stor kunstnerisk betydning. Ganske vist tegnede G. F. Hetsch, der var fabrikkens leder fra 1821 og til sin død 1864 nogle ganske nydelige servicer, kopper og pragtvaser, men de led praktisk taget alle under, at man i pagt med tidens smag næsten dækkede porcelænet under fonds og forgyldning. En produktion af Thorvaldsens figurer og relieffer udført i biscuit optoges i denne periode.
I 1867 solgtes fabrikken til fajancefabrikken Aluminia, men den beholdt prædikatet kongelig. I 1884 blev Philip Schou direktør for D.k.P. og ved samme lejlighed flyttedes den fra sin gamle beliggenhed i Købmagergade til Smallegade på Frederiksberg. Arnold Krog ansattes som kunstnerisk leder i 1885, og med ham hævede s fabrikken op i international klasse. Han brød med den senklassicistiske maner, der indtil da havde præget fabrikationen og gik snart væk fra de overglasur fonds og guldet, der næsten dækkede porcelænet. I stedet tog han fat med blåt underglasur maleri på varer med en perfekt skinnende blank glasur. Han inspireredes meget af japansk kunst, og hans første store stykke, storkevasen, hvor man ser storkene spankulere rundt mellem dunhammere og blomstrende kirsebærgrene, har tydeligvis rod i den japanske naturopfattelse. Farverne er lyseblå, mørkeblå og hvid. Krog skildrede med forkærlighed det danske landskab, havet med skibe og dansk arkitektur. Desuden gjorde han sig fortjent ved at »stramme« det efterhånden lidt skødesløse musselmalede betydeligt ind. Ved verdensudstillingen i 1888 opnåede Krog stor anerkendelse for det blå underglasur maleri, som D.k.P. som eneste manufaktur fremviste, og han havde den triumf, at Sevres fabrikken ganske tydeligt lod sin produktion inspirere af hans værker.
Arnold Krog arbejdede gerne med en albarellolignende vasetype der foroven har en skarp kant og en kort lige hals. Han lod dog albarelloens lidt indadbuede korpus erstatte af en ren cylinderform. Han opnåede udmærket samarbejde med flere glimrende kunstnere, hvoriblandt kan nævnes maleren C. F. Liisberg og modelløren C. F. Nielsen, der havde æren for, at den store produktion af dyrefigurer, kom i gang.
Blandt andre betydelige kunstnere, der i dette århundredes første halvdel har arbejdet for D.k.P. bør nævnes billedhuggeren Gerhard Henning, som i 1909 knyttedes til fabrikken. Han modellerede bl.a. en eventyrserie, hvor han med stor effekt benyttede sig af en påklædt mands figur sammen med en nøgen kvindeskikkeise. Overfladevirkningen er noget ganske enestående inden for porcelænskunsten.