Doge Leonardo Loredan (1501-21)
Doge – venetisk dialekt "doxe" – var det højeste
embede i Republikken Venedig i perioden 697-1797.
Ordet Doge stammer fra latin Dux, "Hertug". Nogle
andre italienske bystater – fx Venedigs rival Genova – brugte også titlen, men
i dag hentyder ordet sædvanligvis til den venetianske hersker. Det italienske
ord "duce" er beslægtet hermed.
Dogen blev valgt ved afstemning. Oprindeligt deltog hele
befolkningen i valget, men i løbet af århundrederne blev stemmeretten begrænset
til patricierne, Venedigs aristokrati. Da stillingen var livsvarig – alle andre
embedstider var ganske korte – var der en risiko for, at dogen kunne tilrane
sig despotisk magt. Flere doger blev myrdet i tidlige magtkampe. Efterhånden
udviklede Venedig mere prosaiske metoder til at begrænse dogens magt, så som
indviklede valgregler for at forhindre bestikkelse, omringning af ministre,
håndfæstninger m.v.
Trods disse indskrænkninger blev dogen aldrig til en
galionsfigur. Kandidaterne var ældre patriciere med årtiers erfaring i
republikkens tjeneste, som blev valgt, fordi man respekterede deres dømmekraft.
Dogen var centrum i statens rituelle ceremonier, som fx "bryllupet af havet"
på Kristi Himmelfartsdag.
Dogen boede i - og regerede fra - Dogepaladset, som ligger
ud til Canal Grande i Venedig. I paladset var byens retssal, og når de dømte
førtes fra domsafsigelse til afsoning i det nærliggende fængsel, skete det via
Sukkenes Bro, der forbandt de to bygninger.
Vigtige doger
Paolo Lucio Anafesto (697-717), den første – muligvis
mytiske – doge
Enrico Dandolo (1192-1205), Konstantinopels erobrer
Marino Faliero (1354-55), henrettet for landsforræderi
Andrea
Contarini (1367-82)
Francesco
Foscari (1423-57)
Leonardo
Loredan (1501-21)
Ludovico Manin (1789-1797), den sidste doge
..