Middelalderligt drikke horn med rige metalbeslag, det findes på herregården Trolle-Ljungby i Skåne og er ifølge sagnet røvet fra troldene ved maglestenen.
Hører først og fremmest Nordens hedenske tid til, men i 1200-tallet vendte de tilbage og har været fremme til vort århundrede, hver de især blev berømt inden for studenter-skandinavismen. D. fremstilledes af dyrehorn (urokser), beklædt med sølvrande og sølvprydelser eller helt af bronze, træ, glas, sølv og guld. De svenske gevirkrus, kåser, udskåret af trærødder var en specie! afart.
Man har kendt d. af okse eller vædder siden oldtiden. Ikke mindst i Nordeuropa opnåede de stor popularitet, og der er bevaret ikke helt få eksemplarer fra middelalder og renæssance. I Skandinavien importerede man ofte horn fra øst- og Sydeuropa.
Det er hovedsagelig gildeshorn, der er bevarede - de kan være med skæringer i lavt relief, som man bl.a. yndede det på Island og - i nogen grad - i Norge. Ellers er det mest beslag, som pryder d. øverst har de gerne en mundrand, den kan suppleres med et par sidebånd, som så igen længere nede befæstes med et eller flere tværbånd. Ydermere er der måske en ornamenteret dup på enden. Almindeligvis har middelalderlige d. ingen standanordninger. Forekommer sådanne alligevel, viser det sig gerne, at de er senere tilkomster.
Et slankt kloagtigt horn kaldtes en kambersklo eller griffsklo. Man troede nemlig, at det var kloen af fabeldyret gam eller griff.
I middelalderen og den tidlige renæssance var d. så populære, at man eftergjorde dem i både træ, metal og glas. Med renæssancens udgang mistede man interessen for d. hos højerestanden, men de fortsatte endnu en tid hos bønderne.
Se fx middelalderligt drikkehorn med rige metalbeslag, det findes på herregården Trolle-Ljungby i Skåne og er ifølge sagnet røvet fra troldene ved maglestenen.