Et par dukkehoveder fra forrige århundredes midte.
Har været kendt til alle tider og i de fleste kulturer; de har fundet anvendelse til forskellige formål, både til magi, i forbindelse med religionsudøvelse, som demonstrationsfigurer og som legetøj. Man har dem i forskellige materialer f.eks. voks, træ, elfenben, keramik, skind og tøj. - At de ældste d. skulle være kludedukker, er urigtigt. I 1700-tallet blev det ret almindeligt, at man udstoppede en krop syet af blødt skind eller tøj. samt fastsyede hoved og evt. lemmer af træ eller voks. I 1820'rne blev det almindeligt med porcelænshoveder, de første fremstilledes i Tyskland af Meissen, men siden tog også andre porcelænsfabrikker, deriblandt Den kongelige Porcelainsfabrik, en sådan produktion op.
Ikke alle d. var legetøj, en del var modedukker, som sendtes rundt til hoffer eller forhandlere fra de store modehuse. Den slags d. har været kendt allerede i 1300-tallet, og de var almindelige endnu op omkring vort eget århundrede. - Det var ikke strengt nødvendigt, at sådanne d. havde ben, derfor står mange af dem blot på en drejet fod - et træk der i øvrigt også forekommer ved legetøjsd.
Glaserede porcelænshoveder, anne og ben var naturligvis de mindst modtagelige for tilsmudsning, hvorfor de oftest blev foretrukket til legetøj. Derimod illuderede det uglaserede biscuit med den matte overflade langt bedre som hud, hvorfor det ofte blev foretrukket til model, og legetøjsd. i luksusklasse. - Det endte endog med, at man satte glasøjne i for at gøre helhedsbilledet mere livagtigt. Længe bibeholder man en udstoppet krop, men efterhånden bliver også denne forfærdiget af biscuit, omend sådanne d. var både tunge og noget skøre. Disse d. beholder stort set populariteten til efter anden verdenskrig, hvor man finder frem til mere egnede plast-stoffer. De blanke porcelænshoveder derimod får en alvorlig konkurrent i celluloiden, der er både lettere, billigere at fremstille og mindre skør, og omkring slutningen af forrige århundrede er celluloiddukker almindelige - først kun med hoved og lemmer af dette stof, siden helt igennem af celluloid.
Dukker der forestiller børn, er ikke almindelige førend omkring midten af forrige århundrede, og først sent i århundredet fortrænger de stort set de ellers brugte voksendukker.