«Dyd betegner den karakter, som opfylder betingelserne for
at virke til samfundslivets rette fremme og bevarelse», hedder det i
Salomonsens store danske leksikon fra det 19. århundrede. Her understreges det
centrale ved ordet dyd: Det udtrykker karakteregenskaber der opfattes som
moralsk agtværdige i «samfundet». Sagt med andre ord udtrykker ordet dyd
egenskaber og holdninger som kræves af enkeltmennesket, og disse krav er
sådanne, at de cementerer samfundet, sådan som det allerede er.
Ordet findes i gammelnorsk (dygd, af duga) og betegnede da
duelighed, flinkhed, styrke, kraft og ære. Kravet om at vise dygd gjaldt
særligt mænd, og brugsmåden afspejler et samfund, hvor netop enkeltmenneskets
personlige mod og dygtighed - ikke mindst i kamp - var af afgørende betydning.
Med indføringen af kristendommen blev ordet knyttet til
kirkelige moralbud, med egenskaberne tro, håb og kærlighed som de ypperste kristne
dyder. Da kirken i 12-1300-tallet styrkede sin stilling i forhold til
kongemagten, bliver betydningen moralsk værdifuld egenskab stadig mere
almindelig. Dette afspejler en samfundsudvikling fra småkonger, der er direkte
afhængige af den enkelte soldats indsats i bondehæren, til en kongemagt der
støtter sig på kirken. Opbakningen bag kirken er blevet enkeltmenneskets
vigtigste dyd, og magten opretholdes mere ved undersåtternes accept af kirkens
værdier, end ved en direkte indsats for kongen.
Med puritanismen og den begyndende kapitalisme fik dyderne
et andet indhold og en mere rationel begrundelse. Denne anvendelsesmåde
eksisterer fortsat i udtryk som: «nøjsomhed er en dyd», «sparsommelighed er en
dyd», og ikke mindst: «en dyd af nødvendighed», der antyder begrundelsen for
dyderne. Nøjsomhed og opsparing var nødvendige for alle: Kapitalisten måtte
investere og «yngle kapital»; Proletarens nøjsomhed var nødvendig for at
overleve. Da vort samfund i dag bygger på massekonsum, vinder denne betydning
ikke længere særlig genklang. Systemet værdsætter den fede forbruger, ikke den
nøjsomme sparer.
Måske derfor er ordet dyd nu på vej ud af sproget.
Forventningerne til enkeltmennesket kan ikke så let formuleres som moralsk
agtværdige handlingskrav indenfor et samfund, hvor næsten enhver opførsel
tolereres, fordi den alligevel ikke rokker ved systemet. Den enkeltes aktive
handling er ikke længere vigtig (se Deltagelse, Mekanisering), og kravet om at
tilpasse og indordne sig (fordi alt allerede er ordnet), kan vanskeligt
formuleres som en dyd. En anden vanskelighed er, at mange af de gamle laster
(som ødselhed) er blevet systemets dyder.
Det er derfor påfaldende, at den betydning af ordet der
fortsat lever i folkemunde, er betydningen: Kønslig uberørthed hos kvinder.
Kvinden har endnu «dyden i behold», så længe hun ikke har gennemført et
samleje, og det synlige udtryk for dette er, at hymen - jomfruhinden - er
intakt. Også mænd kan «miste deres dyd», men dette udtryk anvendes kun
sjældent, og konsekvenserne er ganske forskellige. For mænd markerer tabet af
dyden indtræden i de voksne mænds rækker, for kvinder nærmest løsagtighed.
Nutidig dyd vises altså ved kønslig mådehold og
selvfornægtelse, og er således nærmest det passive modstykke til det
gammelnorske dugelighet, kraft o.l. Samtidig gælder kravet om at vise dyd i dag
overvejende kvinder. Den knibske dyd og dens «sædelighed i kønslig henseende»
har frem til vore dage været det borgerlige samfunds krav til sine kvinder. At
komme «ren og uberørt» til sin ægtemand og være ham dydig, tro til sin dødsdag
var den anstændige kvindes familiebevarende pligt (se Monogami).
Dyden kan kun «mistes» en gang, og med den betydning den er
blevet tillagt, oplever mange kvinder det at «give den fra sig» som en meget
alvorlig og næsten ceremoniel handling. Samtidig vil mænd ofte have
modstridende holdninger. Den samme mand der ønsker en uberørt hustru kan selv
drømme om: «at tage» andre kvinders dyd. I den forstand bliver dyden et trofæ,
der er eftertragtet i mandeverdenen og beskyttet blandt kvinderne.
I vore dage stilles dette krav til kvindekønnet imidlertid
særligt i religiøse miljøer. Det er mere almindeligt, at dydighed vurderes
overfor det at være attraktiv. Mangel på kønslig erfaring kan opfattes som om,
at den pågældende ikke er eftertragtet, og den alder hvor det at have sin dyd i
behold opfattes som noget positivt er stadig synkende. Dermed er det dydige
ifærd med at blive latterliggjort.
Kun i religiøse og politiske grupper, hvor kollektivet
stiller store krav til individet, vil ordet fortsat have værdi. Derfor vil også
spørgsmålet om, hvilke egenskaber der skal inkluderes i de revolutionære dyder
være af betydning.