Madonna og Barnet. Skæring fra det 14. århundrede. Frankrig (ABR).
(fra græsk elefas,
elefant)
Tandbenet fra elefantens stødtænder; også brugt som navn for hvalros-, narhval- og flodhestetænder. Elfenben er fra de ældste tider anvendt til udskæring af kunstgenstande, især Kina, Japan og Indien, hvor der fandtes og stadig findes elfenbenskunst af høj værdi. I barokken kom Elfenben på mode i Europa og blev bl.a. anvendt til mølbelindlægning. 1700-tallets elfenbensdrejeri blev på grund af materiafets kostbarhed en fyrstelig yndlingsbeskæftigelse.
Elfenbensskæring med Madonna og Barnet (ABR).
Elefanternes stødtænder består af elfenben og det til ældre kunstværker mest anvendte var indiske; det adskiller sig fra det afrikanske ved at være blødere og knap så tæt i strukturen, det er ej heller så tilbøjeligt til at gulne; og hertil kommer, at det afrikanske ofte er i en ret sløj forfatning med dybe skrammer. Et snit gennem elfenben viser en flade, hvor tandkanalerne danner et mønster bestående af gulhvide linjer der veksler med lidt mørkere gråhvide; betragter man et tværsnit, ligner det meget guillocheringen på en gammeldags lommeurskapsel.
Elfenben har den samme egenskab som træ, det tørrer efterhånden ud og sprækker, og det er ganske almindeligt, at der er sprækker i gamle elfenben-genstande, ikke mindst i ting, som er fremstillet af massive stykker. Elfenben bør derfor ikke opbevares for tørt, og man bør aldrig spartle revner ud, da materialet så ikke kan lukke sig igen hvis det optager mere fugt. Man risikerer blot, at der kommer spænding i det, så det får endnu flere eller dybere revner. Elfenben som er savet ud af kranier af for længst døde elefanter er tørret ud under særlige forhold og ikke så tilbøjeligt til sprækning, derimod er den slags e. ret skørt. Noget tilsvarende gælder det fossile elfenben, som man henter i Sibirien, og som er stødtænder af de vældige mammut-elefanter. Det er ofte gennemtrukket af et fint netværk af revner, og når det tørrer ud, smuldrer det lige så stille hen.
Elfenben har været anvendt til mange skulpturelle arbejder fra oldtiden og op til vore dage, desuden har man brugt det til spillebrikker, drikkebægre, våbenfæster, intarsia og meget andet. Kunstnere holdt af at betjene sig af det som malegrund, og man skar det ud i skiver til sådanne formål. Mange miniaturer er således malet på elfenben. Til forskellige medicinske formål, f.eks. sprøjtespidser, stetoskoper etc. kunne det være behageligt med et plastisk materiale, og til et sådant lod elfenben sig omdanne. Man kogte det i en fosforsyreopløsning, så blev det blødt som gummi og kunne tvinges i hvilken form man måtte ønske, blot skulle det så udskylles i almindeligt vand, og når det blev koldt og tørt, var det atter hårdt og holdt formen ganske godt. Skulle det slå sig, behøvede man blot at lægge det i kogende vand, så blev det atter smidigt.
Elfenben mørkner, hvis det opbevares mørkt, derfor bør det stå lyst, dog ikke direkte i solen.
Se også flodhestetand, hvalrostand, kaskelottand, narhvalstand (enhjørning).
Fra elefantens stødtænder, også brugt om hvalros-, narhval- og flodhestetænder. Anvendt fra gammel tid til udskæring af kunstgenstande. Særlig i Kina, Japan og Indien er der udført fremragende elfenbensudskæringer helt op til vor egen tid. Det fineste elfenben kom fra de siamesiske elefanter, idet det forblev hvidt, mens anden elfenben blev brunligt. I Europa anvendtes det meget i baroktiden til indlægningsarbejder. I 1700-tallet blev det moderne ved hofferne at dreje i elfenben.