Eremitageslottet
[eremi'ta.sj] (fransk:
eremitbolig) lille jagtslot, større havehus.
Eremitageslottet
(ofte blot Eremitagen) er et kongeligt lystslot i Jægersborg Dyrehave nord for København,
beliggende på det højeste punkt på Eremitagesletten. Slottet blev opført af
arkitekten Lauritz de Thurah fra 1734 til 1736 for Kong Christian 6. som et
sted, hvor kongen under sine parforcejagter kunne holde taffel.
Eremitageslottet ejes i dag af staten og er stillet til
rådighed for kongehuset. Det anvendes således af dronningen og den kongelige
familie til kongejagter og i forbindelse med den årlige Hubertusjagt.
Slottets navn
Eremitagen har aldrig været tænkt til residens, men blot som
et sted hvor kongen under sine parforcejagter kunne tage ophold og holde taffel.
I både det nuværende slot og forgængeren fandtes der tidligere en
"taffelmaskine", der kunne hejse det dækkede bord op fra kælderen til
spisesalen, således at kongen og hans gæster kunne indtage middagen uden
tjenere, eller "en ermitage" (i ensomhed), deraf navnet på slottet.
Loftsdekorationen i spisesalen.
Trapperummet på Erimitageslottet. Fliserne med jagtmotiv er
alle håndmalede og fremstillet i Danmark.
Historie
1700-tallet
Området omkring slottet var blevet indhegnet af Christian 5.
som Jægerborg Dyrehave, så han kunne drive jagt i området. Indhegningen
medførte, at befolkningen i området blev tvangsforflyttet. Blandt andet blev
landsbyen Stokkerup nedlagt, så der i dag kun er byens gadekær tilbage neden
for slottet.
Før Eremitageslottet blev bygget var det meningen, at
arkitekten Lauritz de Thurah skulle have restaureret forgængeren, Hubertushuset.
Det var opført i 1694 af Ole Rømer og arkitekt Hans van Steenwinckel 3. på
tomten fra en af de nedlagte gårde i Stokkerup og blev brugt af Christian 5.
under hans parforcejagter. Imidlertidig fandt de Thurah, at slottet i 1734 var
så medtaget, at han udførte tegninger til et nyt jagtslot og fik dem godkendt.
Slottet blev opført 1734-36 under Christian 6. Navnet fik slottet fra den
taffelmaskine, som snedkermester Johan Jeremias Reusse opsatte i 1736. Den
gjorde det muligt at spise "en eremitage", dvs. alene, uden tjeneres
nærværelse. De Thurah indrettede rummene i senbarok stil især præget af østrigsk
mode. Spisesalen har indfældede spejlstykker i loftet, pilastre på væggene og
er holdt i mørke, brunlige toner. Hovedtrapperummet er beklædt med håndmalede danske
fliser i samme stil, som findes i Holland. At moden allerede var ved at skifte,
vidner et hjørneværelse om. Det er et af de tidligste rokokointeriører i
Danmark og muligvis udført af Nicolai Eigtved – manden, hvis karriere snart
skulle få fart på bekostning af de Thurahs.
Christian 6. kom imidlertid ikke til at bruge slottet ret
meget, bl.a. fordi han også ophævede parforcejagten. Da hans søn, Frederik V,
som 23-årig blev konge genoplivedes parforcejagten og den medfølgende
festivitas på slottet. Den livlige aktivitet fortsatte under Christian VII,
mens Johann Friedrich Struensee havde den reelle magt i kongeriget. Efter
Struensees henrettelse sænkede stilheden sig over Eremitagen, og bygningerne
forfaldt stille og roligt.
Køkkenet i kælderen på Eremitageslottet.
En planlagt renovering i 1786 blev ikke til noget, da prisen
på 3000 rigsdaler var for høj. I 1790 besluttedes det at nedrive slottet, men
denne beslutning var ikke populær i alle kredse. Caroline Mathildes tidligere hofjunker
og daværende jægermester med ansvar for Jægersborg Dyrehave, grev Christian
Frederik Ernst Rantzau, kastede sig ud i et forsvar for slottet. Han foreslog
kongen at overdrage ham slottet som sin private ejendom mod at stille slottet
til rådighed for kongen. I 1794 lykkedes projektet, og Rantzau fik overdraget ejendomsretten
til Eremitageslottet, driftsbygningerne og et areal på 5 tdr. land, som
omfattede den skov og vanding, der fandtes på arealet Magasindammen. Prisen var
afståelse af embedsboligen på Jægersborg, som Rantzau selv havde istandsat, og
med i handelen fulgte et beløb på 300 rigsdaler årligt til vedligeholdelse.
Kongen havde dog forkøbsret i tilfælde af, at Rantzau skulle ønske at sælge
slottet. Rantzau satte nu slottet i stand for 4000 rigsdaler, som han lånte.
Imidlertid fandt han hurtigt ud af, at boligen var ubekvem for ham. Den lå
desuden udsat for vind og vejr og fjernt fra den øvrige civilisation.
Derfor satte Rantzau bygningerne til salg, hvilket kom
kongen for øre. Kongen ønskede ikke, at slottet kom på fremmede hænder og nedlagde
forbud mod salget. Dette fandt Rantzau sig ikke i og anlagde en retssag, som
fandt ham berettiget til at sælge. Med dette udfald valgte kongen at
tilbagekøbe slottet med en pris på 4000 rigsdaler, det beløb Rantzau havde
investeret, samt en årlig betaling på 200 rigsdaler, indtil Rantzau kunne
flytte tilbage til friboligen på Jægersborg. Det skete i 1797 tre år efter, at
kongen havde afhændet slottet.
I 1798 besluttedes det at reparere bygningen for at sikre
tag og fag, og bygningens ydre pynt blev nedtaget. I spidsen for dette arbejde
stod arkitekt Boye Magens, og han var, som repræsentant for sin tid, meget
ivrig efter at fratage bygningen den pynt, der gjorde den tidstypisk. Det
gjaldt også for omgivelserne. Jordvolden omkring slottet blev fjernet, og der
blev opsat et rækværk af tømmer, der efterlod bygningen med nogle uharmoniske
proportioner i landskabet.
Grifskulptur uden for slottet.
1800-tallet
Som kronprins gik og red Frederik VI ret ofte på jagt i Dyrehaven,
som regel sammen med den unge prins Christian Frederik, den senere Christian
VIII, og slottet var ofte rammen om disse jagter. Imidlertid satte englændernes
invasion og belejring af København en stopper for festlighederne. Belejrerne
tog for sig både af Dyrehavens hjorte og skoven, ligesom slottet ofte husede de
ubudne gæster.
Efter freden i Kiel ændrede Frederik VI brugen af Dyrehaven.
Kongen blev mere og mere militærisk anlagt, og Eremitagesletten blev anvendt
til store tropperevyer og militærøvelser. Slottet var atter i brug, men nu til
frokoster for kongen og militærfolk i forbindelse med øvelserne.
Da Christian VIII i 1839 bliver konge, genoptages jagterne,
og Eremitagen bliver i denne forbindelse atter brugt til selskabelighed. Som
noget nyt i tiden bliver slottet centrum for store forsamlinger og møder.
I 1852 køber Frederik VII Skodsborg Palæ, hvor han opholder
sig – meget af tiden sammen med Grevinde Danner. Stedet var velegnet til
formålet, da grevinden ikke var synderligt velset i København, og stedet ikke
lå langt fra Frederiksborg Slot og Christiansborg Slot.
I denne periode blev der ofte ført politiske forhandlinger
på Eremitagen, ligesom der blev afholdt statsrådsmøder. Fx blev Tronfølgeloven
af 31. juli 1853 underskrevet på slottet. Ligeledes blev den første store grundlovsfest
holdt den 5. juni 1854 på Eremitagesletten, hvor 30.000 mennesker samledes om
slottet, der var pyntet med flag, blomsterguirlander og en tribune med en høj
festsøjle. I 1861 og 1865 var der igen folkeligt opbud på sletten. Slesvigerne
havde disse to år sat hinanden stævne i hovedstaden, og mødet sluttede begge
gange med festligheder, sidste gang med slesvigerne som tyske undersåtter. Ved
denne lejlighed blev "Den Slesvigske Sten" opsat for at markere
samhørigheden med Danmark. Det var hermed slutningen på store
folkeforsamlinger. Disse blev til gengæld efterfulgt af flere nye sportsgrene,
der blev vist på sletterne omkring slottet. Christian IX gav tilladelse til
disse arrangementer, og samtidig genoplivede han jagterne med mange af de
prominente gæster fra udlandet, som han havde giftet sine døtre bort til.
Eremitagen i 1890'erne
Selve slottet fik samtidig en grundig renovering, forestået
af arkitekten Meldahl, der med stor nænsomhed startede med at omlægge og
istandsætte trapperne mod vest i 1882. I 1885-86 fik han, med hjælp fra dygtige
kunstnere, restaureret de skulpturer, som slottet fra starten var udsmykket
med. Kroner, skjold og monogrammer blev forgyldt og slottet kom igen til at stråle,
som da det var blevet opført på Christian VIs tid. Slottet blev også gennemgået
indvendigt, og de gamle overmalede dekorationer blev afrenset og restaureret
med stor pietetsfølelse for det oprindelige. I 1888 blev anlægget uden om
slottet genetableret, idet dog Thurahs gamle plan ikke blev fulgt helt, og
østsiden aldrig blev færdiggjort af sparehensyn. Her blev i stedet tilplantet
for at skabe en afdækning af kælderen, og slottets proportioner på afstand blev
herved forbedret.
Forskellige farver og tapet afdækket under renoveringen
2011-2013.
1900-tallet
Taget var renoveret med blik, som allerede i begyndelsen af 1900-tallet
var tæret, og i 1914-15 blev taget omlagt, denne gang med kobber. Ingen ved
hvilket materiale det oprindeligt var udført i, men pga. bygningens udsatte
position mht. vejrliget var kobber den bedste løsning.
Da Christian 10. blev konge i 1912, kom der igen liv i
Eremitageslottet med jagtfrokoster. Fra den tid findes også mange fotos af
opstillede jagtselskaber. Siden har både Frederik 9. og prins Henrik fortsat
traditionen med jagter. Slottet gennemgik en større renovering i 1976-91, og i 2010-2013
blev interiøret gennemrenoveret til sin "oprindelige pragt".
Slottet er normalt ikke åbent for offentligheden, men i
forbindelse med renoveringen er det muligt at bestille billet til omvisning i
perioden 1. juli-20. oktober 2013.
Slottet ejes i dag af staten og er stillet til rådighed for kongehuset.
Det anvendes således af dronningen og den kongelige familie til kongejagter og
i forbindelse med den årlige hubertusjagt.