Illustration: 1. tumulusgrav, 2. husmodel, 3. snit af grav,
4. husmodel, 5. dragter.
I Italien ÷700 - ÷100, kun kendt fra de rige gravfund, udviklet parallelt med græsk kunst fra arkaisk
til hellenistisk periode, vægmaleri, skulptur og keramik af brutal, robust
udtrykskraft præget af umådeholdent temperament; fra 500-tallet templer på højt
podium med åben forhal i bygningens halve længde, af træ med
terrakottaudsmykning.
Den etruskiske kultur opstod på den italienske halvø i VIII. årh. f. Kr. Den efterfulgte Villanova - kulturen og nåede sit højdepunkt i VI. og V. årh. f. Kr. I denne periode strakte den sig fra Posletten i nord til Tiberen mod syd. Efter at være blevet svækket af gallernes angreb, afløstes den af den romerske kultur, som overtog talrige elementer fra etruskerne. Det etruskiske folks oprindelse kendes ikke med sikkerhed, og det etruskiske sprog er endnu ikke forståeligt til trods for, at det er skrevet i et alfabet, overtaget af grækerne. Visse kulturelementer synes at støtte Herodots antagelse, at etruskerne var indvandret fra Lilleasien. På den anden side er .der også klare forbindelser med den forudgående Villanova - kultur og med de græske kolonier i Syditalien.
Arkitektur: Der er kun bevaret få vidnesbyrd om etruskernes bygninger, der har været opført af træ og lersten. Takket været Vitruvius har vi nogle oplysninger om, hvordan templerne så ud: de var anlagt på en terrasse (podium), facaden var smykket med en dobbelt søjlerække, som dannede en portico, og indvendig var helligdommen opdelt i tre cellae, een for hver af de tre etruskiske hovedguder Tina, Cupra og Minerva. Byerne blev anlagt på steder udpeget af augurer. Deres grundplan var kvadratisk, gennemskåret af to brede gader (cardo og decumanus); hvert kvarter var derefter delt op i gader, som skar hverandre i rette vinkler. Byerne var omgivet af mure, gennembrudt af rundbuede portaler. Dette kendskab til buer satte ligeledes etruskerne i stand til at konstruere broer af sten, en færdighed, der siden blev videreført af romerne, som også overtog den etruskiske byplan.
Skulptur: Etruskerne udførte ikke mange stenskulpturer. De bedste eksempler stammer fra marmor-sarkofager, undertiden udformet som et hus eller et tempel, hvis sider og låg er rigt dekoreret i bas-relief, bl.a. med motiver fra dagliglivet. Nogle låg bærer også ret realistisk udførte statuegrupper. Imidlertid er den etruskiske skulptur især kendt gennem sine fremragende terracotter, af hvilke den kendteste måske er "Apollon fra Veji", en polycromt bemalet statue i naturlig størrelse, hvis stilling og ansigtsudtryk (store mandelformede øjne og et ironisk smil) vidner om indflydelse fra den arkaisk græske kunst. Etruskerne er også berømt for deres prægtige bronzer (f.eks. "Kimæren fra Arezzo").
Maleri: Fra de etruskiske gravkamre kender vi en rigdom af fresker (Tarquinia og Veji), som giver os et uvurderligt indblik i etruskernes dagligliv og graveeremonier. I de ældste gravkamre, dækket af gravhøje, opført i VII. årh. f. Kr. (i Veji) ses på freskerne motiver af samme art som. dem, der findes på de samtidige gr!j!ske vaser (palmetter, blomster, fabeldyr etc.). Fra VI. årh. f. Kr. forekommer ofte livsglade menneskefremstillinger (dansende ynglinge, fløjte- og harpespilIere etc.), men i V. årh. f. Kr. bliver motiverne voldsommere (blodige kampscener) og mere mystiske (djævelske guddomme).
Kunsthåndværk: Ligesom visse gravurner og vaser med plastisk dekoration blev bueehero - varen, den sorte, typisk etruskiske keramik med metalglans eksporteret til landene omkring Middelhavet. Også bronzehåndværket (vulci) og den etruskiske guldsmedekunst stod højt (f.eks. guldsmykkerne fra Rigolini Galassigraven).
Italien ca. 700-100 f.v.t. Kendt er navnlig terracottafigurer.