[fa'jangse] (fransk: efter
det italiensk bynavn Faenza) keramik med porøs lerkerne med dækkende glasur;
det italiensk navn er: majolika. I Faenza fra o. 1500, i Holland fra 1650.
Fajance er keramik med en porøs lerkerne, dækket af uigennemsigtig tinglasur. Navnet stammer fra den italienske by ved foden af Apenninerne, Faënza, hvor Fajance fremstilledes fra omkring 1400. Der frembragtes fajance i det gamle ægypten, hvorfra kunsten gik videre til Arabien, Spanien og Italien, hvis fajance blev nordisk forbillede. Da porcelænet gik sin sejrsgang over Europa i begyndelsen af 1700-tallet, lavede man ofte både fajance og porcelæn på samme fabrik, ligesom fajance-formene i høj grad blev influeret af porcelænets. Man taler om halv-fajance, når blyglasuren er gennemskinnelig, på italiensk mezzo majolika.
Fajance
Keramisk produkt fremstillet af grundelementerne ler og kisel (jord), som brændes ved ca. 1000 til 1300ºC og overtrækkes med en glasur. Denne teknik er meget gammel. Ægypterne kendte kun til glacering, d.v.s. keramik overtrukket med en gennemsigtig, blyholdig glasur; egentlig fajance udvikledes antagelig først i Mesopotamien og Persien og blev senere kendt i det vestlige Middelhavsområde ved arabernes mellemkomst. I Nordafrika, Spanien og på Sicilien blev fajance overtrukket med en emalje med kobber- eller guldskær. Fra det XIV. årh. blev fajance i Italien kaldt Majolika; opkaldt efter øen Majorca. Araberne introducerede deres metoder i Italien, hvor majolika blev en stor succes i det XV. og XVI. årh. Adskillige steder opstod der centre for fabrikation af fajance; som de vigtigste af disse kan nævnes Urbino, Gubbio, Deruta og Faenza, hvoraf navnet fajance er afledt.
Fajance-fabrikation bredte sig lidt efter lidt til Sydfrankrig, hvor der i begyndelsen af det XVII. årh. opstod en vigtig fabrik i Nevers, hvor man efter først at have imiteret den italienske og dernæst den persiske stil, omsider fandt sin egen stil. På samme tid tog den hollandske Delfter-fajance et stort opsving, og den var højt værdsat i Frankrig til midten af det XVIII. årh. Nevers og Delft øvede stærk indflydelse på fajance produktionen i Rouen, som begyndtes i 1644, og hurtigt blev det vigtigste fremstillingssted for fajance i Frankrig. Rouen påvirkede senere andre franske fajance produktioner, som virkede indtil slutningen af det XVIII. årh., da der opstod efterligninger i andre lande f.eks. Tyskland og Skandinavien. Den franske produktion fortsattes dog visse steder i det XIX. årh. på trods af konkurrence fra andre lande, f.eks. England (Wedgwood), Tyskland, Nederlandene etc. (Se også Delft-fajance).
Navnet er fransk og afledt af den italienske by Faenza (s.d.). Keramik med en porøs skærv, der efter brændingen overtrækkes med en uigennemsigtig tinglasur. Fajanceteknikken er kendt fra det gamle Ægypten, hvorfra den spredes til Persien, Mesopotamien og hele det islamiske rige. Med maurerne kommer den til Spanien, hvorfra den eksporteres over øen Majorca til Italien, hvor den får navnet Majolica efter Majorca. Hurtig spredes den over hele Europa, hvor der i 1600- og 1700-tallet oprettes en række betydelige fabrikker. Mange af disse fabrikker laver senere porcelæn. Et af de store centrer bliver Delft i Holland fra midten af 1600-tallet (s.d.).