fastblæsning

normalt drejes et glas rundt under opblæsningen, men det sker ikke ved f. Man har kendt metoden siden den romerske oldtid, og den er blevet benyttet, når man ville opblæse figurer i forme. Flasker med inskriptioner i relief, mønstre etc. har man også blæst op, og hvis formen har været i to eller flere dele og har måttet skilles, for at genstanden kunne fås ud får man de såkaldte formsømme, som tegner sig gennem glasset.
Ved f. får glasset en lidt mat, trist og ujævn overflade, og for at opnå pæne resultater må man efterslibe det. I 1800-tallet eftergjorde man fornemme blæste og slebne glas ved f. men da en tilforladelig karakter ikke lod sig opnå alene ved den metode, måtte genstandene efter slibes, have påsmeltet hanke, fod etc. Ved de almindelige triste masseprodukter gjorde man sig ikke så megen ulejlighed, og maskinelt fremstillet fastblæste glas med facetter står underligt vage i godset - lader man f.eks. en finger glide ned langs kanten af en facet, mærkes den sløv og blød, hvor en slebet facet altid er skarp. Ikke sjældent har man kombineret med presning, således at noget af en genstand er fastblæst og andet presset. Fastblæst glas kaldes undertiden fejlagtigt for presset glas.