Feraghan

iranske tæpper, hvoraf den ældre type, som man stort set holdt op med at knytte for ca. 50 år siden, er af meget høj kvalitet. Knytningen er tæt, undertiden op til 3.000 knuder pr. dm². Der er altid brugt senne (iransk) knude. Det påstås dog, at der undtagelsesvis kan forekomme f. tæppe med ghiordes (tyrkisk) knytning. Grundvævet er af bomuld, og luven af udsøgt uld, den er ganske kort klippet, hvilket medvirker til, at de sirligt knyttede mønstre står skarpt. Mønstrene er ensartede blomstergrupper flankeret af blade og af guli hinnai eller herati-typen (se tæppemønstre). Dekorationerne er særdeles velkomponerede og giver tæpperne et harmonisk præg. Ofte dækker de hele feltet, men de kan have afskårne hjørner og sjældnere - en medaillon i midten.
Mangfoldige farver er anvendt, de er fint afstemt efter hinanden og det er sjældent, at en bestemt farve får lov til at dominere. Feltets grundfarve kan være mørkeblå, der er imidlertid gerne så mange røde mønsterdetaljer, at tæppet får et rødligt skær. En karakteristisk æblegrøn forekommer gerne i borten og undertiden tillige i feltet, den er fremkommet ved, at man har anvendt kobbervitriol som farverniddel, vitriolen angriber imidlertid i nogen grad ulden, hvorfor de grønne partier så at sige altid ligger dybere end de andre farver. Såvel medaillon som de trekantede hjørner, der kan forekomme i f. tæpper, er med lys grundfarve. Borten er ikke overvættes bred, den består af en hovedbort og to-tre biborte. Der er rød eller mørkeblå kantsyning. - I nyere tid har man i f. distriktet knyttet nogle grovere tæpper som kaldes muskabad og mahallat.