var resultatet af et særligt møntsystem, der i middelalderen
blev praktiseret mange steder i Europa. En møntherre fastsatte en tvangskurs,
der naturligvis var højere end møntens faktiske metalværdi. Ligeledes kunne han
bruge møntfornyelse (tysk: Münzerneuerung) ved tvangsomveksling, som man f.eks.
gjorde i Danmark i begyndelsen af 1300-tallet, hvor 3 gamle mønter skulle
afleveres for at få 2 nye, der endda var ringere end de forrige. Det sted i
Europa, hvor det feudale møntvæsen optrådte særlig tydeligt, var i Frankrig,
hvor det blev praktiseret indtil slutningen af 1600-tallet.
Oprindelig var der over 300 møntherrer, mere eller mindre
trofaste overfor kongen, samt diverse kirkefyrster og abbedier. Omkring 1315
skete store ændringer, og da den franske konge skulle bruge penge til 100
års-krigen, blev antallet af feudalherrer med møntret indskrænket til ca. 30.
Omvekslingerne i Danmark har været for intet at regne mod
det, der skete i Frankrig, idet der i 1348 fandt omveksling sted 11 gange, i
1349: 9 gange, i 1351: 18 gange osv. Her bestod gevinsten hovedsagelig i, at
man tillagde mønten et højere pålydende. Først efter 1430 indtraf bedre forhold
for Frankrigs møntvæsen. I 1600-tallet prægede kun få områder, f.eks. Orange,
uafhængigt af kongen.
Tyskland havde ligeledes problemet, hovedsagelig i 1200 og
1300-tallet, idet de omvandrende købmænd, hver gang de passerede en af de
utallige grænser mellem de mange små hertug- og fyrstedømmer, var nødt til at
veksle til nye mønttyper, hvilket gav dem tab.
..