Dragtsølv med filigran. Broche eller forklædespænde.
fili'gran (af fransk: fil, tråd og grain, korn) (latin: filum: tråd, og granum: korn),
guldsmedearbejde i guld- og sølvtråd, ofte besat med små metalkorn.
Dekoration lavet af metaltråde (guld eller sølv), som er glittet eiler nopret, bøjet og loddet sammen for at danne det ønskede motiv. Denne teknik blev anvendt allerede i antikken (af ægypterne, grækerne, etruskerne og romerne) senere igen i middelalderen og endelig i renaissancen. De mest bemærkelsesværdige arbejder i denne teknik kendes fra den byzantinske kunst og det fjerne østen.
Sølv- eller guldsmedearbejder, hvor tynde tråde - runde eller flade, og måske mønsterhakkede i kanten, er viklet op i spiraler og andre dekorative mønstre. Mellem trådene er ofte påsmeltet perler af metallet. Man kender filigran fra Grækenland omkring 1500 år før vor tid.
Det åbne filigran, hvor trådene er eneste bærende element, er ret skrøbeligt - derfor har man undertiden monteret arbejdet på en plade, og da det i sagens natur er næsten umuligt at komme til at pudse den, er den ofte gjort i et ikke anløbende materiale som guld eller forgyldt sølv. Hvis selve filigran er af almindeligt sølv, opnås en smuk tofarve-virkning.
Filigran har været brugt til at lægge om drikkekrus og skåle, det er ydermere brugt til smykker, flaconholdere, etuier, smykkeskrin - ja, selv til dukkemøbler, hvor stole, borde, kommoder, kister og chatoller er opbygget af kniplingsfint arbejde. Også fornemme skibsmodeller er detblevet til. Selv ret sent i barokken ses ornamenter, der til forveksling ligner det gotiske masværk. Ellers er det hovedsagelig stiliserede blomstermotiver, der er arbejdet med, og f.eks. en blomst som liljekonvallen var særlig egnet til denne teknik.
Sammenflettede sølv- eller guldtråde, anvendt til smykker, små æsker (som dekoration) og hovedvandsæg (s.d.).