Finering

pålimning af tynde plader af ædeltræ på uædelt grundtræ (blind-træ). Finerpladerne er i reglen fra 0,3 mm-3 mm tykke. Anvendes især til møbler.

Ordet f. kommer af det franske fournir, som betyder at forsyne. Man har i Sydtyskland kendt til f. siden sengotikken, men metoden vandt først udbredelse i det 17. århundrede. Takket være f. kunne man give møbler en overflade, som var de bygget af en eller anden træsort, der udmærkede sig ved at være smuk, men ikke var stabil nok, til at der kunne bygges møbler af den. I tynde finerplader lod det sig ligeledes gøre at anvende det kostbare importerede ædeltræ til møbler.
F. på gamle møbler er gerne omkring 3 mm tyk; det skyldtes, at den måtte håndsaves. Moderne f. er ofte kun 0,3 mm tyk.
Som oftest har man valgt at bruge fyr som blindtræ under f. fordi det hårde, glatte egetræ ikke tager så godt imod lim, og f. vil vise tilbøjelighed til at slå fra. Der findes dog en del f. egetræsmøbler.
Valnøddetræet og andre træsorter kan danne masurknuder, hvis træ har et meget smukt spil. Ved at skære fire finerplader ud af et sådant stykke og lægge dem mod hinanden, kan man få mønstringen til at gåsammen til et stort symmetrisk motiv af stor dekorativ virkning. Andre steder, hvor der kunne hentes smuk prydf. var i grenvinklerne, hvor en større gren voksede ud fra stammen, det gaven fjer-agtig virkning. Endelig kunne man opskive træ med meget markerede årringe som man skærer en spegepølse ud. De runde skiver blev så beskåret, så de fremtrådte firkantede og kunne lægges i række og geled som »østersskalfiner«.
Egnede til almindelig prydf. var bl.a. valnød, taks, elm, morbær, mahogni og citrontræ, og til østersskalf. var kongetræ, guldregn samt oliven de foretrukne.

Pålimning af et millimeter tyndt trælag af en ædel træsort på blindtræ (s.d.). Anvendt til møbler fra slutningen af 1600-tallet.