Dets historie er mærkeligt uudforsket, men man har i hvert fald brugt sådanne fingerbeskyttelser siden den tidlige middelalder, og i 1300-tallet har man særlige fingerbølsmagere.
løvrigt skiller de gamle eksemplarer sig i princippet ikke stort fra de nyere; de fleste har et mønster af punslede eller skårne fordybninger, som nålen kan falde ind i. Materialet er fortrinsvis metal - undertiden ædelt - dog ses også ben og hårdt træ. Metaleksemplarerne er måske med fine graverede mønstre, eller der kan forneden være en mønster-gennembrudt kant, en frise med små indfattede ædelstene har også pyntet, og ikke mindst i forrige århundrede samt i dette faldt man for fristelsen til at indfatte en større ædelsten - eller nok så ofte en glasflus - for enden af f. - flot så det ud, men nålen skred på den glatte flade. Battersea har udført de nydeligste f. med emaljearbejder, og endelig ses enkelte f. fra 16- og 1700-tallet, hvor den øverste tip er til at lukke op. Bag den er så et lille rum til balsam eller andet rart duftestof.