Har været kendt siden de ældste tider. De kan være af metal, ben, sten, horn eller andet egnet materiale, f.eks. hår af dyr og mennesker samt af flettede plantefibre.
Signetringen (se signet) brugtes allerede almindeligt af de gamle ægyptere. Den havde imidlertid dobbeltfunktion, da den samtidig fungerede som amulet. Den var opbygget med en fingerbøjle af metal, hvis ender stikker ind i huller borede i signetstenen, så denne kan drejes om bøjlen. Stenen er på den ene side flad og bærer en kartouche med nogle hieroglyffer, der kan trykkes ind i voks som et segl. På den anden side er stenen udformet som en skarabæ - den hellige beskyttende gødningsbille. En tilsvarende ringtype brugtes af etruskerne, men ellers gik den i glemmebogen og kom først på mode igen i moderne tid.
Også en f. med en rullelig signetcylinder om en bøjle er blevet brugt siden oldtiden. Ved at rulle cylindren hen over voks etc., blev de tegn, der var graveret i den overført til seglmaterialet. Samme ringmodel, blot uden graverede tegn i cylindren, brugtes som rene smykker.
Fra romersk tid var det ikke ualmindeligt at båndformede metalringe - sjældnere stenringe - var udstyret med inskriptioner - det drejede sig mest om magiske besværgelser i forbindelse med et ejernavn. Inskriptionsringe er ligeledes blevet brugt i forbindelse med trolovelser og giftermål og bærer naturligvis i denne egenskab et - evt. to navne og ofte en dato. Fra middelalderen og fremefter har det ikke været ualmindeligt at lade bøjlen på en sådan trolovelsesring udforme således, at den på den ene side viser et par hænder, som trykker hinanden.
Dobbeltringe, hvor bøjlerne er forbundet med hinanden som led i en kæde, brugtes en del i Rom, ja, man havde dem endog med tre led. Det var naturligvis ikke praktisk med et sådant smykke, men overklassen kunne tillade sig at se stort på den slags, eftersom de aldrig rørte hånden til noget arbejde. - Iøvrigt synes denne ringtype også at være brugt til pryd for tæerne.
I 1500-tallet kommer en anden type dobbeltringe - englænderne kalder dem gimmals - frem, det er kærligheds- eller trolovelsesringe, hvoraf hver repræsenterer en af parret og evt. bærer vedkommendes navn. De to ringe griber ind i hinanden og kan ydermere trykkes sammen til en ring.
Et afsnit for sig selv udgør de jødiske forlovelsesringe - nogle særdeles monumentale arbejder med kuppellignende konstruktioner, trekantsformer, klokkeblomstmotivet etc., der alle har en symbolsk betydning. Man bar dog ikke disse ringe.
I senmiddelalderen bliver de såkaldte memento mori ringe almindelige, de pryde s af et dødningehoved enten malet hvidt på bund af sort emalje, graveret i metallet eller plastisk udformet. Om det dystre motiv kan ligge et skriftbånd med de manende ord, som har givet ringene navn. Med den sene barok gik disse f. stort set i glemmebogen for atter at dukke op i nyere tid.
Minderinge behøver ikke at være egentlige sørgeringe, de skallede tanken hen på den person, som de på en eller anden måde repræsenterer. Man har sådanne m. med miniatureportrætter, men det kan lige så gerne være, at man har indskrænket sig til at male øjet eller munden af den pågældende. Sådanne parts-miniaturer var yndede i 1700-tallet og forrige århundrede.
Sørgeringe tilhører i hovedsagen anden halvdel af 1700-tallet og forrige århundredes begyndelse. De bærer måske bag et slebet glas eller et stykke bjergkrystal en lok af en kær afdød til skue, måske er der i samme forbindelse malet en miniature af en grædepil, en urne, en knækket søjle eller et andet sørgemotiv samt evt. en mindeinskription. Undertiden er pladen på en sådan f. indrettet som en kapsel, der kan åbnes, og i hvis indre man finder et miniatureportræt af afdøde, en lok hår etc.
Guldringe har for det meste været de højest skattede på grund af materialets kostbarhed, og i gammel tid var man ret nøjeregnende f.eks. med, hvilke ædelstene man indfattede i f. Således måtte en prælatring have en safir af blå farve, og en troskabsring en ametyst. Sølvringe var også værdsatte, og ikke mindst italienerne var dygtige til at lave smagfulde niello arbejder i metallet. Bronze, kobber og messing gik vel an, og selv jern kunne bruges, ikke mindst da, når det var nogle af de dygtige spanske eller italienske jernskærere, der havde tildannet f. med et smukt mønster, og måske dertil blåneret jernet samt lagt taucheringer af guld deri. Udformningerne er mangehånde lige fra det enkle, glatte til det meget overdådige og svulmende. Slangeformen var yndet siden oldtiden, drager optræder ligeledes samt religiøse r. med Jesushoved, krucifiks, Madonna med Barnet eller måske en helgen. Fra 1700-tallets anden halvdel kom man også ind på at indbygge et ganske lille ur i f., en praksis, der endnu ikke helt er gået af brug.
Nogle f. er i virkeligheden nærmest at betragte som våben - fra Tyskland kender man nogle pladeringe af sølv, hvorfra udgår nogle spidse ståltænder, og man har eksemplarer, der fortil går ud i en drabelig tap og vil være udmærket egnet som knojern. Disse frembringelser hører hovedsagelig til i det 15., 16. og 17. århundrede. Ældre er ofte nogle f., i hvis plade der er oplukkeligt rum til gift. Undertiden er mekanismen imidlertid så snedig, at giften kunne dryppes ud, ved at man trykkede på et tilsyneladende uskyldigt ornament på f.
Blandt de forskellige ringformer bør nævnes skråringen, hvor ringbøjlen eller skinnen ikke er lukket, men hvor dens ender sidde skråt over for hinanden. En rækkering har et varierende antal stene løbende hen ad skinnen. Er der tale om lige store stene, der går hele vejen rundt, vil det ofte vise sig, at man står over for en forlovelses- eller vielsesring den benævnes gerne en alliancering. En f., hvor ringhovedet pryde s af en stor centralsten omgivet af flere små, kaldes en carmoiseringsring. En f. med flad, planslebet sten eller metalplade kaldes en pladering eller kavalerring, og er der indslebet et våben, initialer eller andet, der har været brugt til forsegling, kaldes det en signetring. F. i mere frie udformninger kaldes fantasiringe.