Forgyldning 2

har været kendt siden oldtiden. Man har belagt f.eks. træ eller sten med bladguld. I middelalderen var f. meget almindelig, f.eks. på kirkelige figurer, og den opnåede en finhed, som man næppe siden har opnået. Underlaget for f., krideringen, blev gerne lagt tyndt og poleret særlig omhyggeligt. Samtidig rådede man over en pålægningsteknik, som fik guldbladene til at slutte aldeles glat. For at få bladguldet til at binde, måtte der først lægges en guldgrund undertiden æggehvide eller en særlig fernis. Den skal være så tør, at fingerspidserne akkurat klæber en anelse, når de føres mod den. Guldet føres så på ved hjælp af en blød pensel. Efter at f. var helt tør, kunne man evt. højglanspolere med en agatstift. Ved den såkaldte kolde forgyldning på glas etc. har man først påført glasset et passende bindemiddel og så påført guldet. Man har ogsåvarmforgyldt. Her er genstanden - efter at et guldblad er lagt på med et bindemiddel, blevet opvarmet ganske langsomt til glødning. Guldet smelter så fast til undergrunden, medens bindemidlet fordamper. Se i øvrigt lueforgyldning.