er ikke altid en let sag, især ikke, hvis de skal anvendes
til afbildninger i bøger, artikler, salgslister eller møntauktionskataloger,
hvor man stiller krav om størst mulig skarphed. Det svære ligger i mønternes
forskellige udseende og kvalitetsgrad.
Bedst til optagelse er et eenøjet spejlreflex-kamera plus en
forsats til næroptagelse. Fordelen ved det eenøjede spejlreflex-kamera er, at
man i søgeren ser nøjagtig det, der kommer med på optagelsen, og at man kan
kontrollere skarpheden. Kameraets fabrikat er ikke så vigtigt. De fleste
sværger til et bestemt mærke. Et reprostativ af en eller anden form, så den
fladt liggende mønt kan fotograferes ovenfra, er en klar fordel. Skal man
fotografere løbende og i store serier, er et justerbart reprostativ en fordel.
Hermed kan man finjustere hver optagelse, uden at det går ud over
forstørrelsesgraden.
Belysningen er det vigtigste, idet selv svage detaljer eller
detaljer, der er så slidte, at de kun kan ses, når lyset falder på en bestemt
måde, må være klart synlige, og desuden skal fotografiet helst virke
»plastisk«. Af den grund anbefales det at optage mønterne enkeltvis, idet man
ved flere mønter ved siden af hinanden kan få for store forskelle i belysningen,
hvorved de ikke bliver ens ved den senere forstørrelse. Optagelse ved dagslys i
solskin kan ikke anbefales, fordi lyset er for skærende, også selvom man har et
stykke hvidt stof mellem mønten og solen. Væsentlig er også solens højde på
himmelen - jo højere solen står - des mindre skygge. Det bedste er let
overskyet på det tidspunkt hvor solen står forholdsvis lavt. Men fotografering
indendørs under ens kontrollerede forhold er i de fleste tilfælde at
foretrække.
Ligesom solens lys er parallelt, bør ens lyskilde også have
et sådant lys. Dette fås ved anvendelse af en dias-projektor, og skal det være
rigtig fint, kan man fremstille en spaltelysforsats. Fordelen ved en sådan er,
at lyset kan koncentreres på en lille flade, og at denne lysflade er ensartet i
styrke. Hvis projektoren anbringes på et stativ, kan man nemt finde den vinkel,
under hvilken lyset skal falde på mønten. Drejer det sig om et højt relief skal
indfaldsvinklen med bordet være 30-45 grader, og en dansk middelaldermønt, som
har et fladt relief, fotograferes bedst ved en vinkel på mellem 5 og 10 grader.
Er præget så fladslidt, at man dårligt kan se noget, vil en vinkel på mellem 2
og 5 grader gøre underværker. Man skal bruge højst mulig blænderværdi, hvilket
giver stor dybdeskarphed, med deraf følgende længere belysningstid.
Filmmaterialet, der skal anvendes, afhænger af, om der skal
laves store forstørrelser. Jo større forstørrelser, jo mere finkornet bør
filmen være. 14 Din er en finkornet film, men til normalt brug kan anvendes en
22 Din (125 ASA) film, der eventuelt fremkaldes med en finkornsfremkalder.
Men enhver møntfotograf vil med tiden få sine egne
erfaringer og metoder. Man er nødt til at ændre optageteknik og variere, når
det drejer sig om så forskellige mønter som medaljeprægsmønter, alm.
masseprægede, gamle, historiske og for det meste mørkt patinerede stykker eller
middelaldermønter med fladt relief. Endnu mere spiller mønternes materiale og
dermed farve ind. Belysningen af mønter sker almindeligvis fra venstre øverst,
idet det længe har været praksis og bruges i bøger og auktionskataloger. Ændres
dette til belysning fra den anden side, rar man nemt det indtryk, at bogstaver,
der normalt er i relief, opfattes som fordybninger.
Ønskes en mønt optaget på hvid baggrund uden skyggevirkning
fra selve mønten, lægges mønten på en glasplade med tilstrækkelig afstand til
et hvidt underlag. Det er også en god ide at medfotografere en mm-målestok
forneden på billedet. Derved er det nemt at få en 1:1 forstørrelse, ligesom man
kan få et indtryk af den egentlige størrelse på en forstørrelse.
En metode til at få fine afbildninger er først at tage
gipsaftryk, idet disse er helt fri for genskin eller forstyrrende patina. Dette
er gjort i flere danske møntbøger, bl.a. i Schous værk fra 1926, men til
auktionskataloger kan det ikke anvendes, da det ikke giver et rigtigt billede
af den aktuelle mønts stand.
Ved optagelse af dias bør man ikke bruge mm-målestok. Her er
det svært at fornemme størrelse, og derfor kan man måske medfotografere en
tændstik eller blyant for at give tilskueren fornemmelse af størrelsen. Dias
virker bedst i farve, idet man her kan vise forskellen på guld, sølv og kobber.
Som underlag for sølvmønter virker blåt filt godt. Ved farveoptagelse af
sølvmønter skal man særlig passe på lyskildens farvetemperatur. Er denne for
lav, risikerer man, at sølvmønter kommer til at ligne guldmønter. Til guld er
et grønt underlag at foretrække, medens bronze og kobbermønter virker godt på
et lysegråt underlag.
Ved Diaprojektion er det bedst at have for- og bagside på
samme billede. Der findes i dag todelte diasrammer til dette formål. Ved film
optagelse kan man f.eks. optage to møntforsider på eet billede, medens man på
det næste optager de samme to mønters bagsider. De enkelte optagelser deles
midt i hvert billede, og de to samhørende for- og bagsider sættes i een og
samme diasramme.
Ovenstående skal redigeres om til digitale muligheder.
Lit: MK 1984 nr.6 s.156-157; SMM 1988 nr.7 s.10.
..