USA's første officielle mønt udsendt på foranledning af
Kongressen i 1787. Mønten er også kendt under navnet Franklin cent. Den er
præget af private firmaer, da landet ikke selv havde et officielt møntværksted
på dette tidspunkt.
Fugio centen fik sit navn fra det latinske FUGIO (jeg
flyver) i forsidens omskrift. I midten et solur med en sol over og for neden
teksten: MIND YOUR BUSINESS. Benjamin Franklin havde foreslået et lignende
design for landets mønter (Continental Dollar), og forsiden er hovedsagelig
hans ide.
Bagsiden var også inspireret af Franklin og bestod af 13
sammenføjede ringe, hver repræsenterende en stat. I midten WE ARE ONE omgivet
af UNITED STATES. James Jarvis, medejer af det firma, som prægede kobbermønter
for Connecticut, fik i opgave at præge 300 tons fugio copper (cents), men han
kunne ikke klare opgaven og var lige ved at blive fængslet for ikke at kunne
tilbagebetale et stort lån. Han flygtede fra landet.
Derefter fik staten 400.000 mønter præget i New Haven i
Connecticut af Samuel Broome - Jarvis' svigerfar. Men mønterne viste sig at
være for undervægtige i forhold til den føderale standard, og regeringen
besluttede at skille sig af med dem. I 1855 fandtes et par gamle
fugio-stempler, og siden den tid er der fremkommet efterprægninger samt kopier
med nyere stempler.
..